Incitamentsstrukturen Hierarki Statsmagten Magtbalance Spontan orden Fri sammenslutning Gensidig hjælp Ikkevold Direkte aktion Mulighedernes vindue

En ramme for en fri verden

Det grundlæggende udgangspunkt

En fri verden kan ikke begynde med en færdig plan. Forsøget på at udforme ét system for alle og derefter påtvinge dem det ovenfra ville genskabe netop den struktur, som friheden skal overvinde.

Det rette udgangspunkt er derfor ikke en foreskrevet samfundsmodel, men en ramme til at vurdere relationer, institutioner og metoder til forandring.

Denne ramme søger at fremme autonomi: evnen til at forme sit eget liv uden at blive underlagt strukturer, der sætter andre i stand til at undertrykke én.

Vores mål er strukturel klarhed:

Hvad er den egentlige kilde til verdens problemer?

Incitamentsstrukturen

For at besvare det må vi først forstå incitamentsstrukturen.

Et incitament er enhver omstændighed, der giver en person eller gruppe en grund til at handle.

Det første incitament, man sandsynligvis tænker på, er penge, men penge er kun én form. Mennesker motiveres også af tryghed, tilhørsforhold, anerkendelse, gensidighed, selvrespekt, kreativitet og medfølelse.

En incitamentsstruktur er det system af belønninger, straffe, risici, muligheder og begrænsninger, der leder adfærd ved at gøre nogle handlinger fordelagtige og andre kostbare. Den beskriver, hvad et system i praksis tilskynder til, uanset hvad dets regler eller dem, der kontrollerer det, hævder at værdsætte.

Belønningssystem

Centraliserede magtstrukturer belønner jagten på magt, penge og kontrol. De belønner uforholdsmæssigt meget dem, der er mest villige til at søge magt, fordi centraliseret kontrol giver dem et større magtmiddel over for alle andre. ༆

Folk kalder det »korruption«, men udfaldet er ikke adskilt fra systemet. De, der udnytter centraliseret magt, belønnes af den, mens de institutioner, de kontrollerer, beskytter dem mod at blive stillet til ansvar.

Incitamentsstrukturen kommer først som det dybere grundlag. Hierarki tager form dér, hvor koncentreret magt belønnes og det er kostbart at sige nej, og fastholder derefter den struktur, der skabte hierarkiet.

Hierarki

Hierarki er en pyramideformet organisation, der underordner et individ eller et kollektivt organ under et andet. Det er en rangordnet organisation, hvor forskelle i rang svarer til niveauer af autoritet (dvs. retten til at befale dem under sig og pligten til at adlyde dem over sig).

I politisk forstand betyder hierarki en social struktur af befaling og lydighed. Tidligere incitamentsstrukturer skabte de eksisterende hierarkier; hierarkiet omformer derefter incitamenterne for at reproducere sig selv.

En organisation bliver ikke et hierarki, blot fordi roller er forskellige eller vedvarende; hierarki begynder, når rollerne stivner til autoritet og en pligt til at adlyde.

Eksisterende forhold gør hierarki muligt, når kontrol over mad, jord, sikkerhed, beskæftigelse, lov, information eller vold giver den ene part et magtmiddel over for den anden.

Hierarkiet formaliserer dette magtmiddel til anerkendt autoritet, varige rangforskelle, befalinger og en pligt til at adlyde. Udnyttelse kan opstå, når fordelen stivner til et vedvarende krav på en anden persons lydighed.

Når hierarkiet først er etableret, er det dog ikke længere blot et resultat af incitamenter — det bliver en mekanisme, der skaber incitamenter. Det belønner dem, der samler autoritet og adlyder strategisk. Det straffer afvisning, udvælger personligheder, der egner sig til at befale, og genskaber de forhold, som begrunder dets fortsættelse.

At forstå incitamentsstrukturer og hierarki blotlægger de magtstrukturer, der dominerer vores verden, og den undertrykkelse, de frembringer.

Autoritet

Autoritet er et socialt legitimeret krav, der giver en person eller institution ret til at befale, kræver lydighed og bakker sine befalinger op med magtanvendelse.

Autoritet er ikke det samme som magt. Magt er evnen til at handle, overbevise, gøre modstand, hjælpe eller skade. Autoritet gør magt til et rettighedskrav.

Ekspertise kan oplyse, og lederskab kan foreslå en retning, men ingen af delene giver nogen ret til at herske. Autoritet begynder, når vejledning bliver til myndighed, og afvisning bliver til ulydighed.

Autoritet behøver ikke hele tiden at anvende magt, for truslen er allerede indbygget i institutionen. De, der nægter, kan miste indkomst, husly, status, adgang eller frihed eller til sidst møde vold.

Det er derfor, autoritet kan fremstå fredelig. Befalingen bliver normal, lydighed forventes, og straf bliver den legitime håndhævelse af orden.

Autoritet giver hierarkiet dets sociale legitimitet og lader dominans fortsætte uden hele tiden at blotte dens vold. ༆

Statsmagten

Statsmagten er en særlig institutionel form for hierarki: en centraliseret organisation, der gør krav på autoritet over en hel befolkning og et territorium, hævder at have monopol på legitim vold, vedtager bindende love, opkræver skatter og gennemtvinger efterlevelse gennem domstole, politi, fængsler og militær magtanvendelse.

Argumentet om, at mennesker er for voldelige og upålidelige til at leve uden herskere, går begge veje. Herskere er de samme fejlbarlige mennesker, men de kontrollerer hære, fængsler, overvågning, beskatning og lovgivning. Koncentreret magt holder ikke det værste i mennesket i ave. Den giver det længere rækkevidde og beskytter det mod ansvar.

Hvis mennesker er farlige, er svaret ikke at give et lille antal af dem magt, autoritet og kontrol over millioner. Mistillid er et argument for at decentralisere og fordele magten, så intet individ eller nogen institution kan påtvinge store dele af befolkningen sin vilje.

At vælge, hvem der udøver autoritet, er ikke det samme som at vælge, om man fortsat skal være underlagt den.

Begrænsninger af herskere kan holde dem i ave, men deres styrke kommer fra evnen til at udfordre magten, ikke fra herskerens krav på lydighed. En vedvarende ret til at befale medfører en fare: Den, der udfordres, kan straffe afvisning og kontrollere de ressourcer, der skal til for at modsætte sig vedkommende.

En fri verden lover ikke, at skade, konflikt eller menneskelige fejl ophører. Fordelt magt rummer risiko for opsplitning og svigtende samarbejde. En institution med autoritet kan stadig koordinere eller holde en anden magt i ave; disse evner er adskilt fra den autoritet, den gør krav på.

Autoritet opvejer ikke disse risici; den forstærker følgerne af menneskelige fejl ved at udvide deres rækkevidde, påføre alle, der er underlagt den, disse følger og afskærme de beslutninger, der skaber dem, fra korrigerende feedback.

Selv nødvendig beskyttelse kan gøre mennesker afhængige af den, der yder den, og denne kan bruge afhængigheden til at forsvare en fortsat ret til at befale.

Dominans løses ikke ved at give én magt det sidste ord, blot fordi den kan holde en anden i ave. Den begrænses ved at sikre, at ingen magt får det sidste ord. Enhver magt, der kan begrænse andre, skal selv forblive åben for modstand; ellers bliver modvægten selv den næste form for dominans. Følger man princippet konsekvent, ligger værnet i selve balancen. Et vedvarende krav på at befale skaber ikke modvægten; det skaber en asymmetri, som balancen hele tiden må holde i skak.

At afvise autoritet betyder at bevare koordinering og begrænsning uden at give nogen et vedvarende krav på at bestemme over dem, der må bære følgerne af vedkommendes fejl.

Tanken om en fri verden afvises ofte som utopisk. Men det nuværende system hviler på den virkelig utopiske antagelse: at fejlbarlige mennesker kan holdes tilstrækkeligt i ave, mens de betros magt, autoritet og kontrol over hele befolkninger.

Problemet er ikke blot, at den forkerte person sidder på tronen i øjeblikket. Problemet er, at der overhovedet findes en trone.

Beskatning

Tvang er magtanvendelse eller trussel om magtanvendelse, straf eller fratagelse for at få nogen til at handle mod deres vilje eller forhindre dem i at handle frit.

Beskatning er tvangsmæssig inddrivelse af ressourcer under trussel om straf.

Statsmagten kræver ressourcer fra mennesker, uanset om de samtykker i at afgive dem. En afvisning afslutter ikke forholdet. Den udløser sanktioner, som statsmagten håndhæver.

Det adskiller beskatning fra frivillig udveksling. Frivillig udveksling kræver en reel mulighed for at sige nej. Det gør beskatning ikke.

Beskatning adskiller også beslutning fra omkostning. Statsmagten kan bruge ressourcer, uden at beslutningstagerne selv bærer den fulde omkostning, fordi den kan fordeles over en befolkning, som ikke frit kan trække sin støtte tilbage.

Krig blotlægger denne mekanisme tydeligt. De, der godkender krig, finansierer ikke personligt hele dens omkostning. Statsmagten inddriver ressourcer fra millioner, også fra dem, der er imod selve krigen, og lader dermed et lille antal beslutningstagere råde over ressourcer til vold uden samtykke fra dem, der tvinges til at levere dem.

Statsmagten skaber ikke disse ressourcer uafhængigt af den befolkning, den styrer. Beskatning giver den løbende adgang til frugterne af folks arbejde uden krav om løbende samtykke. ༆

Spørgsmålet rækker derfor dybere end skatternes størrelse. Beskatning fastslår princippet om, at en institution kan gøre krav på en del af en andens arbejde uden vedkommendes samtykke.

Magtbalance

En magtbalance er en tilstand, hvor magten er tilstrækkeligt fordelt til, at intet individ og ingen institution kan påtvinge andre sin vilje uden at møde betydelig modstand, alternativer eller omkostninger.

Balance betyder ikke, at alle besidder samme styrke, ressourcer, viden eller indflydelse. Disse forskelle behøver ikke forsvinde. Spørgsmålet er, om forskellene kan blive så store, at de gør afvisning meningsløs og stivner til autoritet.

En magtbalance vender dette incitament om. Når mennesker bevarer evnen til at gøre modstand, trække sig, omorganisere sig og dække deres behov gennem alternativer, bliver dominans sværere at etablere og dyrere at opretholde.

En fri verden afhænger derfor ikke af, at mennesker er gode eller troværdige af natur. Den afhænger af at skabe forhold, hvor ingen har nok koncentreret magt til at herske over alle andre. Incitamentet til at udnytte kan bestå, men evnen til det kan begrænses af andres magt til at gøre modstand. ༆

Det kræver, at magten decentraliseres og fordeles tilbage til individer og frit sammensluttede grupper. Autonomi og selvforsyning er vigtige, fordi afhængighed giver et magtmiddel. Hvis én institution kontrollerer livets fornødenheder, bliver friheden til at afvise den overvejende symbolsk.

Samme prøve gælder uden for politik, også ved privat kontrol. Økonomiske relationer kan blive hierarkiske, når kontrol over jord, boliger, beskæftigelse eller andre nødvendigheder giver den ene part et tilstrækkeligt magtmiddel over for den anden til at gøre det kostbart at sige nej og omforme afhængighed til en pligt til at adlyde.

Selvforsyning betyder ikke isolation. Mennesker kan være dybt indbyrdes afhængige og samtidig have mange forskellige kilder til mad, energi, viden, kommunikation, støtte og samarbejde. Jo flere alternativer der findes, desto sværere bliver det for én institution at gøre sig så uundværlig, at den kan befale alle andre.

En magtbalance virker derfor i to retninger på én gang. Den opløser eksisterende hierarki ved at mindske de afhængigheder og magtkoncentrationer, der bærer det, og modstår hierarkiets tilbagekomst ved at holde magten fordelt, alternativer tilgængelige og afvisning mulig.

Der er ingen garanti for, at nye magtkoncentrationer aldrig opstår. En sådan garanti ville kræve en anden autoritet, som var magtfuld nok til at håndhæve den. Målet er i stedet at forhindre magtkoncentrationer i at blive permanente og uundgåelige.

Magt kan flytte sig, samle sig og spredes. Det afgørende er, at den forbliver anfægtelig.

En uundværlig tjeneste kræver ikke en uerstattelig hersker. Selv hvor selve tjenesten ikke kan duplikeres, kan den, der har kontrollen, stadig udskiftes, hvis udstyr, viden, forsyninger og støtte til at drive den fortsat er tilgængelige uden for én enkelt udbyder. Så kan kontrollen skifte uden at afbryde leveringen af det, folk har brug for.

Pålidelig beskyttelse kræver en varig forsvarsevne, ikke en permanent ret til at befale. Evnen kan forblive fordelt mellem uafhængige sammenslutninger, så ingen beskytter kontrollerer den støtte, der skal til for at modsætte sig beskytteren.

En vedvarende ret til at befale ændrer forholdet: afvisning kan i sig selv blive grundlag for straf, så beskytteren kan gennemtvinge sine egne krav trods modstand. Beskyttelse bliver sværere at anfægte, når beskytteren også kontrollerer midlerne til at udfordre den.

En sund magtbalance afhænger af og styrker de kræfter, der modvirker magtkoncentration. Hvor alternativer, konkurrence, modstand og nye sammenslutninger fortsat er levedygtige, modvirker de yderligere koncentration.

En holdbar magtbalance styrkes gennem uddannelse, der spreder viden og kunnen, muligheder, der holder alternativer åbne, og afskrækkelse, der øger omkostningerne ved dominans. Når konflikter opstår, giver voldgift, rehabilitering, genoprettelse og brud på forbindelser muligheder for at håndtere skade og uenighed uden at gøre en strid til grundlag for permanent autoritet.

Formålet er ikke blot at begrænse dominans, men at frigøre menneskets potentiale og menneskers ukuelige evne til at modsætte sig at blive reduceret til lydighed.

En fri verden er kun mulig, hvor en magtbalance bevarer autonomi og forhindrer individer og institutioner i at påtvinge andre deres vilje på et systemisk plan.

Spontan orden

Spontan orden er en væsentlig koordinerende kraft, hvor decentraliserede forhandlinger, udvekslinger og iværksætteri mødes og skaber koordinering i stor skala uden en bevidst plan eller en udtrykkelig fælles plan for samfundsmæssig eller økonomisk udvikling, eller ud over hvad en sådan plan kan rumme.

Meget af ordenen omkring os udvikler sig allerede på den måde. Ingen udformede sproget som et fuldstændigt system. Det opstod, mens utallige mennesker gennem generationer kommunikerede, tilpassede ord, skabte konventioner og reagerede på hinanden. Internettet udviklede sig gennem bevidste projekter og fælles protokoller, men ingen enkelt planlægger udformede det samlede system, det blev til.

I centrum for spontan orden står ligevægt. Ligevægt betyder ikke en fast eller ubevægelig tilstand. Den er en bestandigt forskydende balance, som opstår, når forskellige kræfter påvirker hinanden, og systemet tilpasser sig.

Naturlige, sociale og samfundsøkonomiske systemer formes af disse kræfter. Ændringer ét sted får følger andre steder, som fremkalder nye reaktioner gennem systemet. Knaphed, overflod, incitamenter, samarbejde, konflikt, efterspørgsel og tilgængelige alternativer skubber adfærd i forskellige retninger. Incitamentsstrukturen former retningen for tilpasningen ved at afgøre, hvilken adfærd der belønnes, modvirkes eller gøres kostbar. Orden opstår af samspillet mellem kræfterne frem for af én kraft, der kontrollerer helheden.

Processen virker gennem feedback. Folk handler, mærker følgerne, iagttager hinanden og tilpasser sig. Hver reaktion skaber ny information, som påvirker det næste, der sker. Gennem gentagne tilpasninger kan lokale samspil samles i sammenhængende mønstre, som ingen enkeltperson har udformet eller forstår fuldt ud.

Nogle svigt kan ikke trygt overlades til forsøg og efterfølgende korrektion, fordi følgerne kan blive uoprettelige, før feedback kan nå at virke. Disse risici kræver forberedelse og koordinering før et svigt, ikke blot tilpasning bagefter.

Når skade kan skjules eller skubbes over på andre, kan feedback belønne udnyttelse frem for samarbejde. Spontan orden skaber ikke i sig selv ønskelige udfald; incitamentsstrukturen former det, der opstår.

Centraliseret kontrol griber ind i processen, når den forsøger at erstatte fordelt feedback med et foreskrevet udfald. Viden er spredt mellem de mennesker, der faktisk møder de skiftende forhold, og meget af den er lokal, praktisk og midlertidig. Når omfanget og kompleksiteten øges, må et centralt hierarki behandle flere oplysninger over større afstande. Dermed bliver det stadig sværere for et lille antal beslutningstagere at reagere på hele systemet lige så godt som de mennesker, der reagerer direkte på de skiftende forhold i systemet.

Spontan orden lader kompleksitet håndteres gennem mange samspillende punkter, hvor viden og tilpasning mødes. Koordinering vokser frem af systemets samlede reaktioner. Fordi tilpasning ikke afhænger fuldstændigt af central koordinering, kan forstyrrelser absorberes lokalt, alternativer udvikle sig, og den bredere struktur fortsætte med at omorganisere sig omkring svigt.

Resultatet er fremvoksende orden: koordinering i stor skala, der skabes af mindre deles vedvarende samspil. Orden er ikke noget, der lægges ned over systemet. Den er noget, systemet selv skaber, mens delene reagerer på hinanden og bevæger sig mod en forskydende ligevægt.

Orden kan ikke blot foreskrives ved lov. Orden er et fremvoksende resultat af, at mennesker vælger at samarbejde. Hvis de tilskyndes til konflikt, kan loven alene ikke få dem til at samarbejde. At bygge en fri verden handler om at skabe de incitamenter, som gør samarbejde og orden mulige.

Netværk

Et netværk er en struktur af forbundne individer eller grupper, der kan kommunikere, koordinere og handle direkte uden at hvert samspil skal gå gennem en central autoritet.

Hierarkier koncentrerer information og beslutninger i et begrænset antal centrale punkter. Netværk fordeler dem. Koordinering kan vokse fra græsrødderne, når mennesker reagerer direkte på ændrede forhold, udveksler information og organiserer sig om praktiske behov.

En mekanisme bag dette er stigmergi: handlinger efterlader signaler, der leder videre handlinger. ༆ Folk reagerer på det, andre allerede har gjort, så kompleks koordinering kan opstå og sprede sig, uden at en central planlægger styrer hvert skridt.

Rodstokken er af den grund en umådelig stærk struktur. I modsætning til et træ med en central stamme breder en rodstok sig sidelæns gennem mange sammenhængende rødder og skud. Den forgrener sig, forbinder sig på ny, formerer sig og fortsætter med at vokse, når dele beskadiges. Intet enkelt punkt kontrollerer eller rummer helheden.

Et netværk er ikke decentraliseret, blot fordi det mangler et formelt hierarki; hvis ét knudepunkt bliver uundværligt, kan afhængigheden genskabe det overtag, hierarkiet kræver. Den kan også opstå, når mange knudepunkter er afhængige af de samme leverandører, ressourcer, oplysninger eller portvagter, eller når koordineringen i sig selv gør et eksisterende netværk vanskeligt at forlade.

Størrelse kan altså genskabe afhængighed uden at skabe et formelt hierarki; det afgørende er, om kritiske funktioner fortsat kan anfægtes og overføres, omdirigeres eller erstattes.

Derfor begynder virkelig forandring ved græsrødderne. Forandring påtvunget ovenfra forbliver afhængig af den centrale autoritet, der påtvang den. Forandring, der vokser nedefra, kan sprede sig gennem utallige uafhængige punkter, forstærkes gennem forbindelserne mellem dem og blive stadig vanskeligere at overtage, undertrykke eller rulle tilbage.

Fordelte netværk bliver modstandsdygtige gennem redundans, alternative veje og evnen til at omorganisere sig omkring svigt. Hierarki koncentrerer både svigt og kontrol. Netværk kan reorganisere sig gennem andre forbindelser, eksperimentere parallelt og finde vej uden om forstyrrelser.

Spontan orden vokser gennem netværk: koordinering udspringer af mange samspillende dele, mens fraværet af et uundværligt kontrolpunkt gør hele strukturen mere tilpasningsdygtig, modstandsdygtig og vanskelig at overtage.

Fri sammenslutning

Fri sammenslutning udelukker påtvunget medlemskab, obligatorisk deltagelse og enhver autoritet, der forhindrer fredelig udtræden. Ingen gruppe har krav på et individs fortsatte deltagelse ud over vedvarende samtykke. Folk forbliver frie til at forlade, skifte retning, finde sammen på nye måder og danne alternativer, når deres behov og interesser ændrer sig.

Fri sammenslutning begynder med individet. At indgå i en relation, organisation eller et fællesskab betyder ikke at afgive sin autonomi til det. Samtykket må fortsætte, så længe deltagelsen fortsætter; en aftale fra i går kan ikke blive et permanent krav på nogen i morgen.

Udtræden har ingen reel betydning, hvis det at forlade betyder at miste adgangen til livets fornødenheder; fri sammenslutning afhænger af alternativer, der er stærke nok til at gøre det praktisk muligt at sige nej, ikke blot formelt muligt.

Alternativerne skal også være inden for rækkevidde, når der er brug for dem: et sted at bo, en måde at komme dertil på og omsorg, som fortsætter under skiftet. Fælles reserver og ordninger til at tage imod mennesker kan gøre dette muligt før en krise. Ingen bør være nødt til alene at genopbygge sit livsgrundlag for at kunne afvise en udbyder.

Mennesker samles naturligt om fælles interesser, behov, relationer og mål. Disse fællestræk danner grupper, der bygger på faktisk samhørighed frem for påtvunget medlemskab. En person kan tilhøre mange forskellige sammenslutninger på én gang, som hver afspejler en anden del af vedkommendes liv, uden at nogen af dem gør krav på hele personen.

Enighed behøver ikke være universel. Mennesker kan forhandle, indgå kompromiser og løse konflikter fredeligt fra sag til sag. Når deres mål kommer for langt fra hinanden, kan de skilles. En sammenslutning kan dele sig i flere, bevare de relationer, der stadig fungerer, opgive dem, der ikke gør, og samles i helt nye former.

Det giver en enorm vifte af mulige ordninger. Grupper kan dannes, dele sig, overlappe, genforbindes og ændre retning, når forholdene ændrer sig. I stedet for at tvinge uforenelige mennesker ind under én beslutning lader fri sammenslutning forskellige svar eksistere samtidig. ༆ Mangfoldighed vokser frem af den ubegrænsede variation blandt mennesker og deres evne til at sammensætte forskellige sammenslutningsformer. Pluralisme bliver en strukturel følge af frihed frem for noget, der tildeles ovenfra.

Det ændrer også fællesskabets betydning. Et fælles territorium gør ikke hundredtusinder eller millioner af fremmede til én meningsfuld social enhed. Fællesskab vokser ud af relationer, fortrolighed, fælles mål, nærhed og gensidig omsorg. Stærke lokale sammenslutninger kan være tæt forbundet med bredere netværk uden at blive opslugt af én autoritet.

Størrelse kræver derfor ikke i sig selv hierarki. Små sammenslutninger kan forbindes gennem vandrette, overlappende netværk og samarbejde, hvor deres interesser mødes, samtidig med at de forbliver uafhængige på andre områder. Information, ressourcer, viden og koordinering kan bevæge sig gennem forbindelserne uden at passere en central kommandostruktur.

Ikke enhver funktion behøver fortsat at være organiseret i den målestok, den har i dag. Større lokal kapacitet kan mindske, hvor afhængige folk er af koordinering over store afstande. Hvor bredere koordinering stadig er nødvendig, kan netværk udstrække samarbejdet på tværs af regioner uden at gøre koordineringen til en vedvarende autoritet over de involverede.

Selv hvis alle medlemmer har indflydelse, gør et koordinerende organ krav på autoritet, når det tager sig ret til generelt at bestemme, hvilke af uafhængige menneskers og sammenslutningers aktiviteter der skal underlægges organet.

Sådanne netværk forbliver åbne, fordi folk kan foreslå, eksperimentere, efterligne det, der virker, ændre det eller skabe et alternativ uden at vente på godkendelse ovenfra. Velfungerende former spreder sig gennem frivillig tilslutning. Former, der mislykkes, kan forsvinde uden at deres svigt bliver påtvunget alle andre.

Friheden til at forlade hjælper med at forhindre relationerne i at stivne til herredømme. At forlade kan betyde at gå helt væk, deltage mindre, skifte partnere, danne en parallel sammenslutning eller blot afvise en ordning, der ikke længere fungerer. Hvor det at gå betyder at opgive noget, som ikke uden videre kan erstattes, eller hvor den samme udelukkelse følger personen fra én sammenslutning til en anden, afhænger frihed også af muligheden for at anfægte eller ændre disse forhold og ikke blot for at forlade dem. Hvor fredelig adskillelse blokeres og deltagelse bliver tvungen, er sammenslutningen ophørt med at være fri.

Folk kan forlade en sammenslutning uden at undslippe ansvar for skade, de har forårsaget, eller forpligtelser, de frit har påtaget sig, og som andre med rimelighed har stolet på. Ansvar for en forpligtelse retfærdiggør ikke automatisk at tvinge nogen til at opfylde den. Voldgift, genoprettelse, adskillelse og andre reaktioner kan håndtere brudte forpligtelser og stadig være knyttet til den konkrete tvist. Ansvaret forbliver knyttet til den konkrete skade eller forpligtelse; det kan ikke blive ejerskab over personen eller en generel pligt til at adlyde.

At nægte samarbejde udgør ikke i sig selv tvang. Det gør derimod brugen af kontrol over livsfornødenheder til at fremtvinge lydighed eller blokering af adgangen til alternativer, der tilbydes frivilligt.

Nogle skader kan man ikke komme væk fra blot ved at skilles, især når deres følger er diffuse eller skubbes over på mennesker, som ikke uden videre kan undslippe dem. Det svækker den feedback, som ellers ville begrænse skadelig adfærd. Decentralisering betyder ikke, at enhver reaktion skal forblive lokal; når en skade rammer mennesker på tværs af sammenslutninger eller regioner, kan de berørte koordinere over grænserne, enes om fælles standarder eller følge virkningerne.

Hvor adskillelse ikke kan forhindre skade eller standse den, kan de berørte forsvare sig, søge mægling eller handle sammen med andre for at stoppe den. At standse en fælles fare kan kræve midlertidige begrænsninger af adfærd, der bringer andre i fare, selv når de berørte er uenige, og det individuelle ansvar er uklart. Begrænsningerne, og hvordan deres omkostninger fordeles mellem mennesker, kræver en særskilt begrundelse.

En påstand om skade afgør ikke tvisten; beskyttelse skal fortsat være knyttet til at standse den konkrete skade og må ikke blive grundlag for bredere eller uafgrænset kontrol. De, der griber ind, kan stadig udfordres; muligheden for at stille spørgsmålstegn ved indgrebets begrundelse, midler eller fortsættelse kan ikke alene afhænge af dem, der udfører det. Muligheden for uafhængigt at anfægte et indgreb må også omfatte reel magt til at ændre uberettigede begrænsninger eller stoppe et indgreb, når dets begrundelse ikke længere holder.

Nogle problemer vil forblive uløste i stedet for at der oprettes en permanent autoritet, hvis garanti for en løsning afhænger af magten til at tvinge alle involverede.

Fri sammenslutning foreskriver ikke én endelig organisering af samfundet. Dens styrke ligger netop i at lade spørgsmålet stå åbent. Den lader radikalt frie og autonome mennesker til stadighed forme deres egne relationer og skaber en social orden af utallige overlappende sammenslutninger frem for én struktur med autoritet til at rumme dem alle.

Gensidig hjælp

Gensidig hjælp er samarbejde gennem gensidighed: mennesker hjælper hinanden, fordi vores interesser ikke behøver stå i konflikt. Vi har alle forskellige behov, evner, viden, ressourcer og muligheder. Ved at dele dem kan begge parter få det bedre end før.

En fri verden bevæger sig væk fra relationer, hvor den enes gevinst er den andens tab. Rigdom skabes ved at frembringe ny værdi. Samarbejde kan efterlade begge med mere, end de kunne have frembragt alene, men forholdet er ikke virkelig til fordel for begge, hvis gevinsten bygger på at skubbe omkostninger over på andre. Sådanne relationer bliver lettere, når adgangsbarrierer og kunstig knaphed fjernes og åbner flere muligheder for, at mennesker kan sørge for sig selv og hinanden.

Gensidighed styrkes gennem gentagne relationer. Stærke nabolag og fællesskaber vokser ud af venskab: folk kender hinanden, bekymrer sig om, hvad der sker med hinanden, og deler mad, redskaber, færdigheder, viden, husly, tid og støtte. Når mennesker ikke længere er fremmede for deres omgivelser, er en person, der rammes af fattigdom eller hjemløshed, ikke længere et usynligt problem overladt til en fjern institution. Vedkommendes behov er synlige for folk, der kender personen og har grund til at bekymre sig.

Disse relationer kan forbindes i bredere netværk for gensidig hjælp, som fører støtte ud over dem, der allerede kender hinanden, og mangedobler, hvad en enkelt person eller et nabolag kan yde alene. Én har mad, en anden et ledigt værelse, en tredje kan reparere noget, og andre kan undervise, dyrke, bygge, transportere eller yde omsorg. Jo mere relationerne overlapper, desto flere veje har folk til at søge støtte, og desto mindre behøver nogen at være afhængig af én institution for adgang til det, de har brug for.

Gensidighed kræver ikke tilbagebetaling fra alle, der modtager omsorg. For en person, der ikke selv kan forlade eller skaffe støtte, afhænger frihed af, at omsorgen ikke kontrolleres af én person eller relation.

Flere omsorgsgivere og uafhængige relationer gør det lettere at modarbejde misbrug og opretholde omsorgen under forandringer. Når en person ikke kan give informeret samtykke, bør omsorgen følge personens udtrykte ønsker, hvor det er muligt, og forblive begrænset til vedkommendes behov. Afhængighed gør ingen til ejer af personen.

Pålidelig gensidig hjælp kræver også vedligeholdelse. Folk har grunde til at holde tjenester, de bruger, værdsætter eller måske får brug for senere, i gang. Fortsat levering afhænger af tilbagevendende bidrag af arbejde og ressourcer, fælles reserver og aflastning for udmattede omsorgsgivere eller dem, der vedligeholder tjenesterne.

Omsorg koster ikke altid alle lige meget samtidig, men bredere netværk kan fordele de ulige byrder mellem flere mennesker, ressourcer og relationer i stedet for at efterlade dem hos én person. Under knaphed gør synlige behov og tilgængelige forsyninger det muligt at forhandle prioriteringer og søge hjælp uden for det lokale netværk. Behov kan ikke skabe ressourcer, der mangler, men knaphed kan heller ikke stifte en ret til lydighed.

Gensidig hjælp er ikke selvopofrelse. Vi trives, når mennesker omkring os kan trives. Tryggere, sundere, friere og dygtigere mennesker gør vores egne liv tryggere, rigere og friere. Individuel og fælles trivsel styrker hinanden frem for at stå på hver sin side af et regnestykke.

Dominans og hævn genskaber konfliktens vilkår frem for fredens. Gensidig hjælp møder lidelse med omsorg, kærlighed og håb og bygger samtidig de materielle forhold, der gør det mindre sandsynligt, at lidelsen gentager sig.

Vi skaber den fredelige verden, vi ønsker at leve i, ved at tage det første skridt til at bygge den: hjælpe hinanden nu, styrke relationerne omkring os og gøre dem stærke nok til, at ingen behøver stå alene over for verden.

Venskab

Et stærkt fællesskab begynder med venskab, ikke med den abstrakte forestilling om fællesskab. Venskab er personligt, bevidst, frivilligt og formes direkte af dem, der indgår i det. Ingen større enhed har krav på relationen, blot fordi to mennesker tilhører samme sted, gruppe eller sag.

Venner behøver ingen ydre autoritet til at foreskrive deres forhold eller tvinge dem til enighed. De bestemmer selv, hvordan de omgås, hvor deres grænser går, og hvornår et forhold skal ændres eller slutte. Foreningsfrihed betyder ikke meget uden friheden til at bryde forbindelsen.

Venskab har også en naturlig grænse. Det kan ikke vokse til én relation, der omfatter alle, og det er en del af dets styrke. Venskaber kan forblive små og samtidig overlappe og skabe forbindelser udadtil, så samarbejde kan sprede sig uden at binde alle i samme sociale legeme. Bredere netværk lader mennesker, der ikke er venner, koordinere uden at gøre netværkene til ét socialt legeme.

Målet er at få venner frem for at bygge fællesskaber. ༆ Lad stærkere fællesskaber vokse ud af relationer, som mennesker faktisk vælger.

Ikkevold

Ikkevold er den foretrukne strategi for at bygge en fri verden. Metoderne til at skabe en ny verden former de vaner, incitamenter, organisationer og magtfordelinger, der vokser frem af dem. Politisk vold ændrer modstandens egen incitamentsstruktur og belønner hemmeligholdelse, kommando, tvang og organisationer, der kan koncentrere magtanvendelse.

Politisk vold kan styrke de strukturer, den skulle udfordre. Når folk ser vold, bliver de bange. Frygten driver dem mod institutioner, der lover beskyttelse: politi, militær og statsmagt. Vold kan derfor styrke netop de håndhævende dele af det hierarki, der udfordres, og give statsmagten større begrundelse for politiindsats, overvågning, undertrykkelse og magtanvendelse, samtidig med at den bredere befolkning vendes mod udfordrerne.

Statsmagten har allerede et overvældende overtag, når det gælder organiseret vold. Den kontrollerer politi, militær, fængsler, efterretningstjenester, våben og logistiske netværk bygget til at håndhæve dens autoritet. Vold lader statsmagten definere konfrontationens vilkår og spille på sin største styrke.

Ikkevold angriber hierarkiet fra en anden side. Direkte aktion, civil ulydighed, strejker, afvisning, gensidig hjælp, selvforsyning, opbygning af fællesskaber, konstruktive alternativer og tilbagetrækning af deltagelse angriber de afhængigheder, der lader centraliserede institutioner fungere. Statsmagten virker ikke kun gennem magtanvendelse; den afhænger af fortsat samarbejde.

Håb er også politisk magt. Målet er ikke at skræmme mennesker til kamp, men at inspirere dem med muligheden for en fredelig og fri verden, hvor de kan leve gode liv, forfølge deres drømme, udvikle deres potentiale og hjælpe hinanden. ༆

Håb bliver virkeligt gennem erfaring. Venskab, gensidig hjælp, autonomi, selvforsyning, haver, samarbejde, direkte aktion og fungerende alternativer giver mennesker brudstykker af en anden måde at leve på allerede nu. Foregribende opbygning fordeler evnen til at handle, før centraliseret autoritet forsvinder. Efterhånden som folk bliver bedre i stand til at opfylde deres behov gennem fri sammenslutning, gensidig hjælp, uafhængig viden og alternativer, begynder afhængigheden af centraliserede institutioner at aftage.

Voldelig revolution risikerer at gå den modsatte vej. At ødelægge en eksisterende statsmagt ødelægger ikke nødvendigvis strukturen for koncentreret magt. Væbnede organisationer koncentrerer våben, hemmeligholdelse, kommando, efterretninger, logistik og operationsevne. Hvis den eksisterende statsmagt bryder sammen, før magt og handleevne er blevet fordelt, står den organisation, der er bedst i stand til at udøve vold, også klar til at udfylde det magttomrum, der opstår. Herskeren skifter, mens strukturen fortsat kan overtages.

Ikkevold betyder ikke pacifisme eller at give afkald på selvforsvar. Defensiv magtanvendelse kan være nødvendig, når en umiddelbar skade ikke kan standses på anden vis. Formålet er at standse dominans, ikke at gøre magtanvendelse til befrielsens organiserende princip. Vold forbliver en sidste udvej.

Evnen til selvforsvar kan bestå, mens dens anvendelse forbliver defensiv og midlertidig. En magtbalance holder forsvarsevnen fordelt og anfægtelig, mens fri sammenslutning forhindrer midlertidig magtanvendelse i at blive en permanent autoritetsstruktur.

Vedvarende trusler kræver forberedelse, pålidelige forsyninger, delt information og koordinering mellem sammenslutninger. Folk kan betro bestemte forsvarsopgaver til erfarne mennesker og samtidig holde rollerne begrænset til deres funktion og sikre, at de kan udfordres. Faren er særlig stor ved forsvar, fordi forsvarsevne selv kan blive en ny magtkoncentration. Skellet er kun reelt, så længe våben, forsyninger og støtte udefra holdes uden for enhver enkelt gruppes enekontrol.

Fordelt forsvar rummer endnu en fare: Én sammenslutnings forberedelser kan gøre en anden urolig, hvis reaktion så synes at bekræfte den førstes frygt. Hvor det er muligt, kan direkte kontakt, uafhængig kontrol af alarmerende påstande og gensidige begrænsninger af mobilisering give begge parter måder at trække sig tilbage på uden at opgive evnen til at forsvare sig.

Koordinering i nødsituationer skal forblive begrænset til opgaven og kunne udfordres. Fordelt forsvar kan stadig blive besejret; centraliseret kommando giver heller ingen garanti for overlevelse.

Friheden bør ikke først komme efter kampen. Den bør kunne genkendes i måden, kampen føres på.

3,5 %-reglen

Systemisk forandring kræver ikke, at en hel befolkning rejser sig på én gang.

Erica Chenoweths og Maria Stephans forskning viste, at store ikkevoldelige kampagner for regimeskifte, uafhængighed eller ophør af besættelse mellem 1900 og 2006 lykkedes mere end dobbelt så ofte som voldelige kampagner.

3,5 %-reglen opstod senere af denne forskning: I det oprindelige datasæt mislykkedes ingen ikkevoldelig kampagne, der på sit højdepunkt aktivt havde mobiliseret mindst 3,5 % af befolkningen.

Statsmagten fungerer ikke alene gennem politiets og militærets magtanvendelse. Den afhænger af, at folk i hele samfundet fortsat arbejder, adlyder, håndhæver befalinger, flytter ressourcer, vedligeholder infrastruktur og accepterer dens autoritet. Statsmagten afhænger af samarbejde fra langt flere mennesker end dem, der faktisk regerer.

Aktive deltagere er kun én del af presset. Når deltagelse og afvisning breder sig, bliver samarbejdet mindre pålideligt. Arbejdere holder op med at samarbejde. Befalinger bliver ikke håndhævet. Tilhængere falder fra. Folk inde i institutionerne holder op med at udføre direktiver. Institutioner begynder at svigte. Magtbalancen forskydes, fordi strukturen mister det menneskelige samarbejde, der skal til for at opretholde den.

Ikkevoldelige bevægelser kan hente deltagere fra en langt bredere kreds, fordi modstand ikke kræver, at alle bliver soldater. Folk kan strejke, boykotte, nægte, trække støtte tilbage, stille ressourcer til rådighed, give andre husly eller blot holde op med at samarbejde.

Senere forskning viste, at ikkevoldelige kampagner havde mindre succes efter 2010. Chenoweth peger både på, at regeringer har tilpasset deres modstrategier, og på, at bevægelser i højere grad bygger på hurtig mobilisering uden den organisation, strategi og udholdenhed, der skal til for at opretholde presset. Mobilisering kan åbne et vindue, men uden varig organisation og praktisk evne bag sig kan åbningen lukke, før betingelserne for varig forandring er bygget op.

3,5 %-reglen er ikke en lov eller en garanteret tærskel. De fleste succesfulde ikkevoldelige bevægelser nåede aldrig 3,5 %, og senere forskning fandt en tilsyneladende undtagelse. Det er et historisk mønster, ikke en opskrift på succes.

Læren af 3,5 %-reglen er ikke, at præcis 3,5 % af en befolkning kan tvinge enhver regering til at overgive sig.

Læren er, at forandring ikke kræver en enstemmig opvågnen.

Direkte aktion

Direkte aktion betyder at tage direkte fat på et problem i stedet for at bede en autoritet løse det for os. At søge reform gennem autoritet uddelegerer forandringen opad. Direkte aktion lader handlekraften blive hos de berørte.

Det, vi ser, er ikke blot korruption. Systemet følger de incitamenter og magtkoncentrationer, der er bygget ind i det. At udskifte repræsentanter kan ændre beslutninger, men lader autoritetens maskineri bestå. Repræsentativ politik begraver årsag og virkning under lag af bureaukrati: Folk handler og venter så på, at institutioner beslutter, hvad der sker. Direkte aktion skaber forandring her og nu. Folk ser resultatet, afprøver det og bygger videre på det.

Direkte aktion kræver ingen tilladelse. Folk behøver ikke godkendelse ovenfra for at samarbejde, løse problemer, trække støtte tilbage eller skabe alternativer. Forandring kan begynde, hvor mennesker allerede har evnen til at handle, og derfra brede sig fra græsrødderne, når andre tager det til sig, der virker.

Græsrødderne har magt, fordi hierarkiet ikke kan fungere af sig selv. En strejke blotlægger straks denne afhængighed. En generalstrejke kan standse store dele af maskineriet på én gang. En vild strejke viser, at arbejdere kan udøve kollektiv magt uden at vente på godkendelse fra de institutioner, der repræsenterer dem.

Direkte aktion gør afhængigheden til et magtmiddel. Forskellen er mellem at modsætte sig en struktur og at fjerne noget, den behøver for at fungere. Afvisning og tilbagetrækning ændrer selve relationen.

Direkte aktion bygger alternativer, som gør hierarki mindre nødvendigt. Gensidig hjælp, selvforsyning, uafhængig udveksling, kooperativer og parallelle institutioner giver folk bedre mulighed for at opfylde deres behov direkte.

De to sider styrker hinanden. Stands maskineriet, mens I bygger alternativer. Modstand mindsker hierarkiets evne. Opbygning mindsker afhængigheden af hierarkiet.

Mennesker kan trække deres lydighed tilbage og samtidig holde nødvendigt arbejde i gang gennem direkte samarbejde med dem, der afhænger af det. Midlertidig forstyrrelse kan skabe et magtmiddel, men spørgsmålet er stadig, hvem der bærer omkostningen. Når magtmidlet bygger på at fratage mennesker noget, de har brug for, selv om de kun har ringe kontrol over den struktur, der udfordres, lægger modstanden pressets omkostning over på dem. Vedvarende tilbagetrækning fra uundværlige funktioner kræver erstatningsveje eller fortsat adgang. Modstand, der udsulter sine egne alternativer, styrker kravet om genoprettet kommando.

Opbygning kan skabe sit eget pres. Når mennesker bliver afhængige af noget, der er blevet bygget, har de, der holder det kørende, mere at tabe ved forstyrrelse og kan blive mere forsigtige med konfrontation. Modstand kan på sin side bringe de alternativer i fare, som folk forsøger at bevare. Spændingen mindskes, når alternativer kan overleve forstyrrelser gennem redundans og andre veje, og når modstanden fjerner det, hierarkiet behøver, uden at ødelægge de evner, folk er afhængige af.

Direkte aktion bliver foregribende opbygning, fordi mennesker bygger en fri verden gennem de relationer og institutioner, de skaber nu, frem for at udsætte friheden til efter en fremtidig sejr.

Ingen enkelt handling behøver forandre hele systemet. ༆ Hver vellykket handling kan løse noget nu, øge autonomien og gøre yderligere handling mulig. Når disse evner forbindes og bygger oven på hinanden fra græsrødderne, forskyder de magtbalancen.

Haven

En fri verden behøver ikke begynde overalt på én gang. Den begynder, hvor mennesker genvinder evnen til at sørge for sig selv og hinanden. Dyrk mad. Lær nyttige færdigheder. Del redskaber. Arbejd med folk, du stoler på. Støt lokale producenter og kooperativer. Begynd med noget nyttigt, som kan bestå og sprede sig.

Haven er både bogstavelig og strukturel. En have omsætter jord, viden, arbejde og samarbejde til noget, folk kan bruge direkte. Et fælles værksted giver folk et sted at fremstille og reparere det, de behøver. Landmandsmarkeder bringer dyrkere og købere i direkte kontakt. Hver af dem forkorter kæden mellem et behov og de mennesker, der kan opfylde det.

Pointen er ikke en bestemt økonomisk model.

Selvforsyning bliver stærkere gennem samarbejde, ikke isolation. Én person kan ikke gøre alt og bør heller ikke behøve det. Folk udvikler forskellige færdigheder, deler arbejdet, udveksler det, de producerer, og hjælper dér, hvor de er dygtigst. Når haver forbindes med køkkener, værksteder, kooperativer, lokale producenter og nabolagstjenester, begynder isolerede projekter at danne et bredere netværk af praktisk uafhængighed. Jo mere viden, flere redskaber og større produktiv evne folk selv besidder, desto større valgfrihed har de i de relationer, deres liv afhænger af.

Byg lokalt. Lær dine naboer at kende. Få venner ved at gøre nyttige ting sammen. Folk kan se, hvad der mangler, hvad der bliver ved med at svigte, og hvad andre faktisk behøver. Problemer er lettere at løse, når de, der oplever dem, kan tale direkte med dem, der kan hjælpe.

Relationerne kan vokse udad uden at vokse opad. Forskellige grupper kan specialisere sig og stadig forblive autonome og forbinde sig direkte, hvor samarbejde hjælper dem. Ingen enkelt organisation behøver levere alt eller kontrollere helheden. Et tæt felt af overlappende sammenslutninger bliver stærkere gennem forskellene: mange færdigheder, mange relationer, mange kilder og mange veje uden om det, der svigter.

Det afgørende er ikke, om noget kalder sig et alternativ. Alternativer har deres egne incitamentsstrukturer, så samme spørgsmål gælder: Hvad tilskynder de i praksis til? Et kooperativ, der genskaber befalingsforhold, har ændret meget lidt. Prøven er praktisk: Kan folk ændre måden, arbejdet udføres på, afvise vilkårene eller forlade det uden at miste deres eneste mulighed for at dække et grundlæggende behov?

En have, der afhænger af én vandkilde, eller et værksted, der afhænger af én persons viden, er stadig sårbar netop der. Færdigheder, der kan læres fra sig, metoder, der kan gentages, fælles redskaber og forsyninger fra flere kilder holder nyttigt arbejde i gang uden at gøre nogen uundværlig.

En fuldstændig adskillelse fra den eksisterende verden er ikke nødvendig. Begynd med det, der kan bringes tættere på direkte relationer: én fødevarekilde, én færdighed, ét redskab, én tjeneste, ét kooperativt projekt, ét stærkere venskab. Hver overførsel er lille, men efterlader noget, som den næste kan bygge videre på. Med tiden bliver isolerede projekter til netværk, netværk bliver robuste, og afhængigheden begynder at blive mindre koncentreret.

En have behøver ikke tilladelse til at blive til en skov. Den vokser, hvor der er plads, forgrener sig, hvor forholdene tillader det, forbinder sig med det, der allerede lever, og skaber frø til yderligere vækst. Byg en fri verden på samme måde: lokalt, direkte, fredeligt og fra græsrødderne og ud.

Mulighedernes vindue

En fri verden bygges før det revolutionære øjeblik, ikke efter det.

At fjerne dem, der kontrollerer centraliserede institutioner, fordeler ikke de kapaciteter, institutionerne tidligere kontrollerede. Mad skal stadig transporteres. Folk behøver stadig rent vand, medicin, husly, kommunikation, transport, beskyttelse og måder at løse konflikter på. Hvis disse kapaciteter forbliver koncentrerede, vil den, der hurtigst genopretter dem, arve enorm magt.

Det afgørende arbejde sker derfor før det tilsyneladende vendepunkt.

Et frit samfund udvikler sig gradvist gennem relationer, færdigheder, institutioner og infrastruktur, der allerede fungerer uden central kommando. Netværk for gensidig hjælp, lokale fødevaresystemer, kooperativer, uafhængig kommunikation, fordelt energiforsyning, reparationskapacitet, åben viden, omsorgsnetværk, konfliktløsning og decentraliseret selvforsvar flytter praktisk handleevne væk fra centraliserede institutioner og over i hænderne på dem, der er afhængige af den.

Det er den strategiske betydning af foregribende opbygning: at bygge det nye inden i det gamles skal. Det synlige brud kan komme pludseligt. Evnen til at overleve det udvikler sig langsomt.

Overgangen kræver ikke ét rent brud. Gamle institutioner kan forblive dominerende, mens nye relationer udvikler sig ved siden af dem. Nogle funktioner kan decentraliseres hurtigt, mens andre forbliver centraliserede meget længere. Folk kan stadig bruge åbninger inden for eksisterende strukturer, når det øger deres reelle autonomi eller evne til at organisere sig uden for dem. Åbningerne kan bruges uden at gøre den eksisterende struktur til forandringens middel. Den fremvoksende verden vil først være ufuldstændig, præget af kompromiser og filtret sammen med den, den erstatter.

Hvis et alternativ afhænger af de samme centraliserede institutioner, som det skal erstatte, kan det opsluges uden at ændre magtbalancen.

Et alternativ kan yde noget, folk behøver, og stadig afhænge af jord, forsyninger, infrastruktur eller andre ressourcer kontrolleret af den gamle struktur. Det lader den gamle struktur slippe for en del af sin byrde og samtidig bevare meget af det magtmiddel, afhængigheden skaber. At overtage en funktion er ikke det samme som at erstatte en afhængighed; balancen forskydes først, når folk får større evne til at fortsætte, uden at den gamle struktur kontrollerer det, de bygger på.

Alternativer kan møde undertrykkelse, når de bliver i stand til at erstatte centraliserede funktioner. Når de mindsker afhængigheden af centraliserede institutioner, kan disse institutioner også få stærkere incitamenter til at begrænse dem. Hvor undertrykkelse stadig kan afskære enhver forsyningskilde, er spredning alene ingen beskyttelse. Delt viden og støtte på tværs af uafhængige netværk lader arbejdet fortsætte, når et sted eller en organisation går tabt, så der ikke findes én enkelt struktur, hvis fjernelse kan udslette alternativet.

Foregribende opbygning skaber det sikkerhedsnet, der hindrer institutionelt sammenbrud i at blive til samfundsmæssigt sammenbrud.

Målet er ikke at skabe én ren enklave uden for samfundet. Det er at skabe flere steder, hvor folk kan løse problemer gennem andre relationer, forbinde dem på tværs og gradvist flytte mere af hverdagslivet ind i dem. Hver afhængighed, der erstattes af et frivilligt alternativ, svækker det gamle systems magtmiddel. ༆ Hver relation præget af gensidig støtte øger folks evne til at sige nej.

Overgangen kan være gradvis i sin opbygning og hurtig i sine følger.

Mulighedernes vindue åbnes, når centraliserede institutioner mister så meget kapacitet eller legitimitet, at ordninger, der før blev betragtet som permanente, bliver genstand for forhandling. Det kræver ikke civilisationens fuldstændige sammenbrud. En forsyningskæde bryder. En statsmagt mister legitimitet. En virksomhed forlader en by. Et elnet svigter. En valuta bliver upålidelig. En strejke standser almindelige tjenester. Et monopol kan ikke længere levere det, folk afhænger af. Centraliserede systemer svigter ujævnt efter sted, sektor og funktion.

Hvert svigt skaber en åbning, hvor alternativer kan overtage en del af det, den gamle struktur ikke længere kan levere.

Åbningerne kan komme igen og igen. Parallelle institutioner udvikles under relativ stabilitet. Et centraliseret system svækkes. Eksisterende alternativer overtager nogle af dets funktioner. Alternativerne stabiliseres, lærer, forbindes og møder den næste krise med større kapacitet end før. Det gamle hierarki kan overleve, men hver cyklus kan gøre folk mindre afhængige af det.

Det er ikke en strategi, der går ud på at vente på sammenbrud. Det er forberedelse til forhold, som ingen sikkert kan forudsige.

Når centraliserede institutioner svækkes, opstår frihed ikke automatisk. En krise skaber frygt, knaphed, usikkerhed og efterspørgsel efter pålidelig orden. Disse forhold kan styrke gensidig hjælp, men også fascisme, militarisme, organiseret kriminalitet, religiøs autoritarisme eller en ny statsmagt, der lover at genoprette stabiliteten.

Et magttomrum betyder, at der er behov for funktioner, som ikke længere leveres pålideligt. Hvad der udfylder tomrummet, afhænger af, hvem der kan opfylde behovene.

Den, der kan skaffe mad, medicin, kommunikation, transport, beskyttelse og fungerende infrastruktur, får enorm indflydelse. Hvis kun autoritære organisationer råder over disse kapaciteter, kan bange mennesker acceptere befalinger, fordi hierarkiet ser ud til at være den eneste struktur, der stadig fungerer.

Derfor er foregribende opbygning også forberedelse mod en autoritær magtovertagelse. Parallelle institutioner, der er udviklet før krisen, giver folk andre steder at søge hen. Fordelte færdigheder, eksisterende relationer, fungerende netværk og erfaring med samarbejde uden befaling mindsker det tomrum, som centraliseret sammenbrud ellers ville skabe.

Uden sådanne alternativer afskaffer sammenbrud ikke afhængigheden. Det forstærker den.

Alternativerne skal også fungere. Hvis deltagelse kræver ekstra tid, penge eller tryghed, bliver det sværest for dem, der allerede er hårdest presset. De fleste vil ikke tilslutte sig en hel filosofi, før de deltager. De kan komme med, fordi maden er til at betale, børnepasningen er pålidelig, nabolaget er tryggere, reparationsværkstedet sparer penge, eller de involverede behandler dem værdigt. Fri sammenslutning, gensidig hjælp og spontan orden bliver stærkere argumenter, når folk kan opleve dem direkte.

Målestokken er praktisk: Opfylder alternativet et virkeligt behov, samtidig med at det øger autonomien og fordeler handleevnen?

Et projekt, der ikke fungerer under pres, kan ikke bære folk gennem en krise. Et projekt, der fungerer ved at koncentrere kontrollen, kan blot blive det næste hierarki. Alternativet virker kun, når dets metoder bevarer autonomi og fri sammenslutning.

Afprøv erstatningen, før I stoler på den: Kan forsyningen fortsætte, hvis finansieringen stopper, en leverandør svigter eller nøglepersoner forlader projektet? Almindelige nedbrud og faktiske overdragelser viser, hvad der stadig afhænger af centraliserede institutioner. Et brat sammenbrud kan komme, før arbejdet er nået langt nok. Så går bevarelse af forsyninger, vedligeholdelse og omsorg forud for en erklæring om uafhængighed; midlertidig afhængighed skaber ikke en permanent ret til at befale.

Processerne udfolder sig samtidig: Opbyg kapaciteter, der dækker behov nu, og brug disse kapaciteter til at mindske afhængigheden af dominans. Uden opbygning kan modstand efterlade et tomrum. Uden modstand kan alternativerne holdes inden for det eksisterende system.

Målet er gradvist at gøre centraliserede institutioner mindre nødvendige.

Funktioner kan flyttes én efter én. Viden kan undslippe centraliseret kontrol. Midlertidig gensidig hjælp kan blive permanent social infrastruktur. Uformelle forsyningsveje kan blive varige netværk. Fællesskaber kan bevare ordninger, der fungerede i nødsituationer. Selv mislykkede projekter kan efterlade færdigheder, relationer, redskaber og viden, der gør næste forsøg stærkere.

Det, mennesker hidtil har bygget, definerer ikke grænserne for, hvad de kan bygge. Når menneskelig opfindsomhed slippes løs, sætter den gang i nyskabelse og bringer det, der før virkede umuligt, inden for rækkevidde.

Succes kommer måske ikke som en statsmagt, der bryder sammen, eller et flag, der hejses over dens bygninger. Den kan vise sig som en langvarig nedgang i centraliserede institutioners betydning, efterhånden som deres nyttige funktioner flyttes andre steder hen.

Den afgørende sejr er ikke at overtage maskineriet.

Den består i at gøre maskineriet unødvendigt.

Det er usikkert, hvornår den næste store åbning kommer. Systemer kan overleve ustabilitet, absorbere modstand, skifte ledelse, flytte omkostninger, reformere sig eller gribe til undertrykkelse. En strategi, der afhænger af at forudsige et sammenbrud, er skrøbelig.

Foregribende opbygning kræver ingen forudsigelse. Hvis det eksisterende system består, forbedrer uafhængige relationer og kapaciteter livet nu. Hvis det langsomt forfalder, kan alternativer overtage de funktioner, det opgiver. Hvis kriser kommer igen, kan hver åbning efterlade parallelsamfundet stærkere. Hvis et større brud indtræffer, giver netværk, som allerede har forsyninger, færdigheder og fungerende relationer, folk alternativer, der kan forhindre, at det nye tomrum fyldes af en anden centraliseret autoritet.

Mulighedernes vindue er derfor ikke noget, man skal vente på.

Det er noget, man bygger hen imod.

En fri verden vokser, mens hierarkiet stadig virker permanent. Hver have, hvert venskab, hvert kooperativ, hver færdighed, hvert netværk, hver handling af gensidig hjælp og hver uafhængig kilde til praktisk handleevne skaber endnu et sted, hvorfra folk kan handle uden at vente på tilladelse. Når alternativerne forbindes, bliver afhængigheden mindre koncentreret, og en magtbalance tager form.

Når det næste vindue åbnes, behøver friheden ikke begynde fra ingenting.

En fri verden vil stå klar.

Vox Libera

Det grundlæggende udgangspunkt

»Intet er farligere end et dogmatisk verdenssyn — intet mere begrænsende, mere blindt for fornyelse eller mere ødelæggende for åbenhed over for det nye.« — Stephen Jay Gould

»Det er vigtigt at afskaffe den ubevidste dogmatisme, der får folk til at tro, at deres måde at se virkeligheden på er den eneste fornuftige måde at se verden på. Mit mål er at forsøge at bringe folk i en tilstand af almen agnosticisme, ikke blot agnosticisme om Gud, men om alt. Hvis man kun kan se ting gennem sit eget trossystem, er man dømt til at blive næsten døv, stum og blind. Man kan kun se andre mennesker, hvis man kan se verden, som de ser den. Det er, hvad guerillaontologi går ud på — at bryde denne opfattelse, der bygger på én enkelt model, ned og give folk et perspektiv med flere modeller.« — Robert Anton Wilson, interviewet af Jeffrey Elliot i »Searching for Cosmic Intelligence« (1980)

»Visse udtryk og ideer kan kaldes 'antibegreber'. Det er udtryk, der faktisk slører vores forståelse frem for at fremme den og gør det vanskeligere at begribe andre gyldige begreber. En vigtig kategori af antibegreber er den såkaldte 'pakkeløsning', altså ethvert udtryk, hvis betydning skjuler en stiltiende forudsætning om, at visse ting hører sammen, når de i virkeligheden ikke gør det.« — Roderick T. Long

»Med andre ord findes der ikke ét enkelt mønster. Det eneste vedvarende fænomen er selve forandringen og dermed bevidstheden om forskellige sociale muligheder.« — David Graeber og David Wengrow, The Dawn of Everything

Incitamentsstruktur

»Mennesket tilpasser sig, som alle levende væsener, de forhold, det lever under, vænner sig til dem og giver sine tillærte vaner videre gennem arv. Født og opvokset i trældom som efterkommer af en lang række slaver troede mennesket derfor, da det begyndte at tænke, at slaveri var en væsentlig betingelse for livet; frihed forekom det umulig.« — Errico Malatesta

»Det er svært at få en mand til at forstå noget, når hans løn afhænger af, at han ikke forstår det!« — Upton Sinclair, I, Candidate for Governor: And How I Got Licked (1935)

»Indtil nu har vi analyseret incitamenter gennem public choice-teorien, som antager, at mennesker på den politiske arena grundlæggende er de samme som mennesker udenfor. Men den antagelse er måske i sidste ende for optimistisk med hensyn til politik. Det skyldes, at politikkens institutionelle filtre i sidste ende udvælger dem, der finder magtpositioner tiltrækkende. Anstændige, menneskelige mennesker ønsker ikke at arbejde som opsynsmænd på en slaveplantage. Af samme grund vil de, der tilbringer deres karriere som fængselsbetjente, politifolk, anklagere, grænsevagter, generaler og præsidenter, typisk være mennesker, der føler sig godt tilpas ved at udøve magt efter eget skøn og voldelig autoritet over andre. Selv hvis principfaste mennesker besætter stillingerne i en tid, vil de sandsynligvis hurtigt blive erstattet af ambitiøse mennesker, der er villige til at bøje deres moral for at opnå og fastholde magtpositioner. Magtsystemer skaber derfor institutionelle filtre og udvælgelsesvirkninger med én enkel og ødelæggende følge: De værste kommer til tops.« — Nathan Goodman, Abolition: An Economist’s Perspective ๖

»Arbejdere hæmmes i dag af en række regler, skatter, love om intellektuel ejendomsret og erhvervssubsidier, som samlet set gør det sværere for mulige alternative arbejdsgivere at etablere sig og for mennesker at blive selvstændige.« — Sheldon Richman

»I virkeligheden defineres det kapitalistiske system af den strukturelle tilstedeværelse af monopoler godkendt af staten.« — Eric Fleischmann

»Desuden er regeringens monopol på byttemidlet magten til at bruge gæld i stedet for solvens som kreditmiddel til at lette udveksling og gennem og ved hjælp af dette monopol at hindre udvekslinger, indtil privilegerede krav først er opfyldt.« — Dyer D. Lum

»I dag er der ingen, der ser eller ønsker at se, at flertallets trældom i vores tid bygger på pengeskatter på jord og andet, som regeringen opkræver hos sine undersåtter.« — Leo Tolstoj, What Shall We Do?, kapitel XX

»Gennem en fortsat inflation kan regeringer hemmeligt og ubemærket konfiskere en væsentlig del af deres borgeres formue. Med denne metode konfiskerer de ikke blot, men konfiskerer vilkårligt; og mens processen forarmer mange, beriger den faktisk nogle.« — John Maynard Keynes, The Economic Consequences of the Peace

»Kapitalismen er den samme overalt. For at overleve og trives behøver den en permanent tilstand af delvis knaphed: Den behøver den for at opretholde sine priser og skabe sultne masser, der vil arbejde under alle forhold.« — Errico Malatesta

»På en eller anden måde interesserer jeg mig mindre for vægten og vindingerne i Einsteins hjerne end for den næsten sikre vished om, at mennesker med samme talent har levet og er døde på bomuldsmarker og i sweatshops.« — Stephen Jay Gould

»For de, der i dag kaldes forbrydere, er slet ikke forbrydere. Sult, ikke synd, er ophav til moderne kriminalitet.« — Oscar Wilde, The Soul of Man under Socialism

»Slaveri, beskyttelse og monopol finder forsvarere, ikke kun blandt dem, der tjener på dem, men også blandt dem, der lider under dem.« — Frédéric Bastiat

»Den klasse, der har magt til at røve i stor skala, har også magt til at kontrollere regeringen og gøre sit røveri lovligt.« — Eugene Debs

»Når plyndring bliver en livsform for en gruppe mennesker i et samfund, skaber de med tiden et retssystem, der tillader den, og en moralsk kodeks, der lovpriser den.« — Frédéric Bastiat

»Lovlig plyndring kan udføres på uendeligt mange måder. Derfor har vi uendeligt mange planer for at organisere den: toldsatser, beskyttelse, ydelser, subsidier, tilskyndelser, progressiv beskatning, offentlige skoler, garanterede job, garanterede overskud, mindsteløn, ret til hjælp, ret til arbejdsredskaber, gratis kredit og så videre og så videre.« — Frédéric Bastiat, The Law

Hierarki

»Det meste autoritet begynder som gangsterens rå magt og udvikler sig til den 'legitime' autoritet, der bygger på stiltiende accept. Det er helt sikkert nationalstatens historie. Fried bemærker, at legitimitet er det middel, hvormed ideologi blandes med magt. Legitimitetens funktion er 'at forklare og retfærdiggøre eksistensen af koncentreret social magt udøvet af en del af fællesskabet og at yde tilsvarende støtte til bestemte sociale ordener, det vil sige bestemte måder at fordele og lede den sociale magts strøm på'.« — Harold Barclay, People without Government ๖

»At afskaffe autoritet eller regering betyder ikke at ødelægge de individuelle eller kollektive kræfter, der virker i samfundet, eller den indflydelse mennesker øver på hinanden. Det ville reducere menneskeheden til en samling ubevægelige, adskilte atomer — en umulighed, som, hvis den kunne gennemføres, ville ødelægge ethvert samfund og give menneskeheden dødsstødet. At afskaffe autoritet betyder at afskaffe monopolet på magtanvendelse og indflydelse. Det betyder at afskaffe den tilstand, hvor social kraft, altså alles samlede kraft i et samfund, bliver et redskab for et lille antal menneskers tanker, vilje og interesser. Ved hjælp af den samlede kraft undertrykker de alle andres frihed til fordel for deres egne ideer. Med andre ord betyder det at ødelægge en organisationsform, hvor fremtiden udnyttes mellem den ene revolution og den næste til gavn for dem, der sejrede i øjeblikket.« — Errico Malatesta

»Hvor der er autoritet, er der ingen frihed.« — Pjotr Kropotkin

»Da Warren og Proudhon i deres søgen efter retfærdighed for arbejdet stod ansigt til ansigt med klassemonopolernes hindring, så de, at monopolerne hvilede på autoritet, og konkluderede, at det nødvendige ikke var at styrke denne autoritet og dermed gøre monopolet universelt, men at rykke autoriteten helt op med rode og give det modsatte princip, frihed, frit spillerum.« — Benjamin R. Tucker

»Hierarkiske organisationer er udformet til at påtvinge korrelationer i menneskelig adfærd, hovedsagelig gennem den hierarkiske kontrolstrukturs indflydelse. I et ideelt hierarki skal al indflydelse og kommunikation mellem to 'arbejdere' passere en fælles leder. Når den kollektive adfærd bliver mere kompleks, øges antallet af uafhængige påvirkninger, og en leder kan ikke længere behandle eller formidle dem alle. Det hjælper at øge antallet af ledere og sænke forgreningsgraden (antallet af personer, én leder fører tilsyn med). Men strategien slår fejl, når kompleksiteten af den kollektive adfærd overstiger et enkelt individs kompleksitet. Netværk, der tillader flere direkte, sidelæns samspil, har ikke den begrænsning. Når kollektiv adfærds kompleksitet overstiger et enkelt menneskes, bliver hierarkisk kontrol virkningsløs. Hierarkisk kontrollerede systemer må vige for netværkssystemer. På det punkt, hvor den kollektive kompleksitet når et individs kompleksitet, støder kompleksitetens vækst på hierarkiske strukturers grænser. Hierarkiske strukturer kan ikke levere højere kompleksitet og må vige for strukturer domineret af sidelæns samspil. Sidelæns samspil, som erstatter kontrolfunktionen, har været til stede i hierarkiske strukturer, men bliver nødvendige, når den hierarkiske kontrolstruktur svigter på grund af den kollektive adfærds høje kompleksitet.« — Complexity Rising: From Human Beings to Human Civilization, a Complexity Profile

»En civilisation baseret på autoritet og underkastelse er en civilisation uden midler til selvkorrektion. Effektiv kommunikation går kun én vej: fra herregruppen til den underdanige gruppe. Enhver kybernetiker ved, at en sådan envejsforbindelse mangler feedback og ikke kan fungere intelligent.« — Robert Anton Wilson, »Thirteen Choruses for the Divine Marquis«, citeret af Kevin Carson i The Desktop Regulatory State

»Den enkelte lydighedshandling er grundstenen ikke blot i det autoritære samfunds styrke, men også i dets svaghed.« — Robert Shea og Robert Anton Wilson, The Illuminatus! Trilogy

»Undertrykkeren ville ikke være så stærk, hvis han ikke havde medskyldige blandt de undertrykte.« — Simone de Beauvoir

»[...] hovedfjenden, den strategiske modstander, er fascismen [...] Og ikke blot den historiske fascisme, Hitlers og Mussolinis fascisme, som var så dygtig til at mobilisere og bruge massernes begær, men også fascismen i os alle, i vores hoveder og vores daglige adfærd, fascismen, der får os til at elske magten og begære netop det, der dominerer og udnytter os.« — Michel Foucault, forord til Anti-Oedipus

»Hvis mennesker bruger deres frihed til at opgive den, er de så mindre slaver bagefter? Hvis et folk ved folkeafstemning vælger en mand til despot over sig, forbliver det så frit, fordi det selv skabte despotiet? Skal hans tvangsdekreter betragtes som legitime, fordi de i sidste ende udspringer af folkets egne stemmer? Man kunne lige så vel hævde, at den østafrikaner, der knækker et spyd i en andens nærvær for at blive hans tjener, stadig bevarer sin frihed, fordi han frit valgte sin herre.« — Herbert Spencer, The Man Versus the State

»En mand er ikke mindre slave, fordi han får lov at vælge en ny herre med nogle års mellemrum.« — Lysander Spooner, No Treason No. VI: The Constitution of No Authority

»Frit valg af herrer afskaffer hverken herrerne eller slaverne. Frit valg mellem en lang række varer og tjenester betyder ikke frihed, hvis varerne og tjenesterne opretholder social kontrol over et liv med slid og frygt — altså hvis de opretholder fremmedgørelse. Og individets spontane genskabelse af påtvungne behov skaber ikke autonomi; den vidner kun om kontrollens effektivitet.« — Herbert Marcuse, One-Dimensional Man

»Den, der forsøger at kontrollere en anden, er en hersker, en angriber, en indtrænger; og et sådant overgrebs natur ændres ikke, hvad enten det udføres af én mand mod en anden, som en almindelig forbryder gør, af én mand mod alle andre, som en enevældig monark gør, eller af alle andre mod én mand, som et moderne demokrati gør.« — Benjamin R. Tucker, 1890

»Ingen griber nogensinde magten med den hensigt at give den fra sig. Magt er ikke et middel; den er et mål. Man indfører ikke et diktatur for at beskytte en revolution; man laver revolutionen for at indføre diktaturet.« — O'Brien i George Orwells Nineteen Eighty-Four

Regering

»Det er desværre ikke tilstrækkeligt forstået, at ligesom staten ingen egne penge har, har den heller ingen egen magt. Al dens magt er den, samfundet giver den, plus det, den fra tid til anden beslaglægger under det ene eller andet påskud; der findes ingen anden kilde til statsmagt. Derfor efterlader enhver overtagelse af statsmagt, hvad enten den gives eller tilranes, samfundet med tilsvarende mindre magt. Statsmagt kan aldrig styrkes uden en tilsvarende og nogenlunde lige så stor svækkelse af samfundets magt.« — Albert J. Nock ๖

»Statens kendetegn er autoritet, retten til at herske. Menneskets vigtigste forpligtelse er autonomi, afvisningen af at blive hersket over.« — Robert Paul Wolff

»Ved nærmere eftersyn viser regeringen sig at være intet mere eller mindre end en gruppe fejlbarlige mennesker med politisk magt til at handle, som om de var ufejlbarlige.« — Robert LeFevre

»Der er forskellen, og den er meget vigtig. Vi anerkender den menneskelige naturs ufuldkommenheder, men gør ingen undtagelse for herskerne. Det gør de, om end undertiden ubevidst, og fordi vi ikke gør det, kalder de os drømmere, 'upraktiske mennesker'.« — Pjotr Kropotkin

»Hvis menneskehedens naturlige tilbøjeligheder er så dårlige, at det ikke er sikkert at lade folk være frie, hvordan kan det så være, at disse organisatorers tilbøjeligheder altid er gode? Tilhører lovgiverne og deres udnævnte repræsentanter ikke også menneskeheden? Eller tror de, at de selv er gjort af finere ler end alle andre?« — Frédéric Bastiat, The Law

»Faren er ikke, at en bestemt klasse er uegnet til at regere. Enhver klasse er uegnet til at regere.« — Lord Acton, brev til Mary Gladstone (1881)

»Men hvilken grund er der til, at en regering skal findes? Hvorfor opgive sin egen frihed, sit eget initiativ til fordel for andre individer? Hvorfor give dem magt til, med eller mod hver enkelts ønske, at være herrer og råde over alles kræfter efter eget forgodtbefindende? Er regeringsfolk så usædvanligt begavede, at de med nogen rimelighed kan repræsentere masserne og handle i alles interesse bedre, end alle selv kunne handle? Er de så ufejlbarlige og ubestikkelige, at man med nogen form for omtanke kan betro dem alles skæbne og stole på deres viden og godhed? Og selv hvis mennesker med uendelig godhed og viden fandtes, selv hvis vi antager det, som aldrig er sket i historien, og som vi ikke tror nogensinde kan ske, nemlig at regeringen skulle tilfalde de dygtigste og bedste, ville regeringsmagten så føje noget til deres gavnlige indflydelse? Ville den ikke snarere lamme eller ødelægge den? For de, der regerer, finder det nødvendigt at beskæftige sig med ting, de ikke forstår, og frem for alt at spilde det meste af deres energi på at holde sig ved magten, tilfredsstille deres venner, holde de utilfredse i ave og underkue de oprørske.« — Errico Malatesta

»Hvilken rolle har autoritet eller regering spillet i menneskets stræben efter forbedring, i opfindelser og opdagelser? Ingen som helst, eller i hvert fald ingen hjælpsom rolle. Det har altid været individet, der har udrettet ethvert mirakel på dette område, som regel på trods af forbud, forfølgelse og indblanding fra både menneskelig og guddommelig autoritet.« — Emma Goldman, The Individual, Society and the State

»Regeringen er den store fiktion, hvorigennem alle forsøger at leve på alle andres bekostning.« — Frédéric Bastiat, »Government«

»Folk, der tror på den skarpeste forskel mellem demokrati og monarki, kan knap nok forstå, hvordan en politisk institution kan gennemgå så mange forvandlinger og alligevel forblive den samme. Men et hurtigt blik bør vise, at gennem hele det engelske monarkis udvikling, med alle dets udvidelser og revolutioner, og selv med springet over havet til en koloni, der blev en uafhængig nation og siden en mægtig stat, er de samme statslige funktioner og holdninger i det væsentlige bevaret uændret.« — Randolph Bourne, The State

»Staten er intet andet end summen af de friheder, et samfund nægter individet.« — Mikhail Bakunin

»Individet kan ikke forhandle med staten. Staten anerkender ingen anden mønt end magt, og den slår selv mønterne.« — Ursula K. Le Guin, The Dispossessed (1974)

»Af alle tyrannier kan et tyranni udøvet for ofrenes eget bedste være det mest undertrykkende. Det kan være bedre at leve under røverbaroner end under almægtige moralske bedrevidere. Røverbaronens grusomhed kan undertiden sove, hans grådighed kan på et tidspunkt mættes; men de, der plager os for vores eget bedste, vil plage os uden ende, for de gør det med deres egen samvittigheds bifald.« — C. S. Lewis, The Humanitarian Theory of Punishment (1949)

»Loven forbyder i sin storslåede lighed både rige og fattige at sove under broer, tigge på gaden og stjæle brød.« — Anatole France

»Princippet om, at flertallet har ret til at herske over mindretallet, gør i praksis enhver regering til en kamp mellem to grupper mennesker om, hvem der skal være herrer, og hvem der skal være slaver; en kamp, der — hvor blodig den end er — efter sin natur aldrig endeligt kan afsluttes, så længe mennesket nægter at være slave.« — Lysander Spooner, No Treason

»Alle regeringsformer er fejlslagne. Despotisme er uretfærdig mod alle, også despoten, der sandsynligvis var skabt til bedre ting. Oligarkier er uretfærdige mod de mange, og pøbelvælde er uretfærdigt mod de få. Man havde engang store forhåbninger til demokratiet; men demokrati betyder ganske enkelt, at folket tæsker folket for folkets skyld. Det er blevet afsløret. Det var på høje tid, må jeg sige, for al autoritet er stærkt nedværdigende. Den nedværdiger dem, der udøver den, og dem, den udøves over.« — Oscar Wilde, The Soul of Man under Socialism

»…tænk på de titusinder, der er blevet brændt, hængt, kogt og på anden vis dræbt for hekseri; de millioner for kætteri; de tusinder af ædle ofre, der har lidt for forræderi; ofrene for ild, tortur, skafot, strækkebænk og fangekælder for alle tænkelige forbrydelser siden tidernes begyndelse…

Lad ham tænke på oceanerne af blod og floderne af tårer, der er udgydt af verdens herskeres magt og brutalitet; på den grusomhed, tortur og lidelse, der er dynget på de hjælpeløse, de svage, de ulykkelige. Lad ham så spørge sig selv, om han tror, straf er godt. Selv hvis vold nogensinde kunne forhindre kriminalitet, har herskernes brutalitet, lidelse, blod og forbrydelser raget bjergtårnhøjt op over de svage og ukendte ofres, hvis uret de foregiver at hævne. Og denne grusomhed aftager ikke.

Det er det rene vanvid at tvivle på fortidens dommes retfærdighed og tro på nutidens retfærdige afgørelser. Ingen dom er retfærdig, og ingen afgørelse er retskaffen. Al vold og magtanvendelse er grusom, uretfærdig og barbarisk og kan ikke opretholdes ved menneskers bedømmelse.« — Clarence Darrow, Resist Not Evil

»En regering kan ikke ønske, at samfundet går i opløsning, for det ville betyde, at den og den herskende klasse mistede deres kilder til udnyttelse. Den kan heller ikke lade samfundet opretholde sig selv uden officiel indblanding, for så ville folk snart indse, at regeringen kun tjener til at forsvare ejendomsbesidderne, som holder dem i sult, og skynde sig at skille sig af med både regeringen og ejendomsbesidderne.« — Errico Malatesta

»Hvorfor sulter folk? Fordi herskerne sluger pengene i skatter. Derfor sulter folk. Hvorfor gør folk oprør? Fordi herskerne blander sig for meget. Derfor gør de oprør. Hvorfor tager folk så let på døden? Fordi herskerne kræver for meget af livet. Derfor tager folk let på døden. Har man lidt at leve for, ved man bedre end at sætte for stor pris på livet.« — Lao Tzu, Tao Te Ching, kap. 75, overs. Gia-Fu Feng og Jane English

»Af denne grund bør enhver, der ønsker frihed, forstå disse afgørende forhold: 1. Enhver, der lægger penge i hænderne på en såkaldt 'regering', lægger et sværd i dens hænder, som vil blive brugt mod ham selv til at afpresse ham flere penge og holde ham underlagt dens vilkårlige vilje. 2. De, der først tager hans penge uden hans samtykke, vil bruge dem til yderligere at røve og slavebinde ham, hvis han vover at modsætte sig deres krav i fremtiden.« — Lysander Spooner, No Treason

»Vi kan uden frygt konkludere, at den revolutionære formel hverken kan være direkte lovgivning, direkte regering eller forenklet regering, men ingen regering. Hverken monarki, aristokrati eller sågar demokrati, for så vidt det indebærer nogen regering overhovedet, selv om den handler i folkets navn og kalder sig folket. Ingen autoritet, ingen regering, heller ikke folkestyre: Det er revolutionen. Direkte lovgivning, direkte regering og forenklet regering er gamle løgne, som man forgæves forsøger at give nyt liv. Direkte eller indirekte, enkel eller kompliceret, at regere folket vil altid være at bedrage folket. Det er altid mennesket, der giver mennesket ordrer, den fiktion, der gør ende på friheden; rå magt, der afbryder spørgsmålene i stedet for retfærdigheden, som alene kan besvare dem; stædig ambition, der bruger hengivenhed og godtroenhed som trædesten…« — Pierre-Joseph Proudhon, The General Idea of the Revolution in the Nineteenth Century (1851)

»Selv hvis fraværet af en regering virkelig betød anarki i den negative betydning af uorden — hvilket langt fra er tilfældet — ville ingen anarkisk uorden være værre end den situation, regeringen har bragt menneskeheden i.« — Leo Tolstoj, Patriotism and Government

»Hvad er det, vi kalder regering? Er det andet end organiseret vold? Loven befaler dig at adlyde, og hvis du ikke gør det, tvinger den dig med magt — alle regeringer, alle love og al autoritet hviler i sidste ende på magt og vold, på straf eller frygt for straf.« — Alexander Berkman

»Staten kalder sin egen vold lov, men individets vold forbrydelse.« — Max Stirner, The Unique and Its Own

»Engang var forbrydelsen så ensom som et protestskrig; nu er den så universel som videnskaben. I går stod den for retten; i dag bestemmer den loven.« — Albert Camus, The Rebel

»Du sætter ikke spørgsmålstegn ved regeringens ret til at dræbe, konfiskere og fængsle. Hvis en privatperson gjorde sig skyldig i det, regeringen hele tiden gør, ville du kalde ham morder, tyv og skurk. Men så længe den begåede vold er 'lovlig', godkender du den og underkaster dig den. Det er altså ikke volden, du virkelig protesterer imod, men at mennesker bruger vold 'ulovligt'.« — Alexander Berkman

»Det er forbudt at dræbe; derfor straffes alle mordere, medmindre de dræber mange ad gangen til trompetfanfarer.« — Voltaire

»At blive REGERET er at blive overvåget, inspiceret, udspioneret, ledet, lovstyret, nummereret, reguleret, registreret, indoktrineret, prædiket for, kontrolleret, efterset, anslået, vurderet, kritiseret og kommanderet af væsener, der hverken har ret, visdom eller dyd til det. At blive REGERET er ved enhver handling, enhver transaktion at blive noteret, registreret, talt, beskattet, stemplet, målt, nummereret, takseret, licenseret, bemyndiget, formanet, forhindret, forbudt, reformeret, korrigeret og straffet. Det er under påskud af almen nytte og i almenvellets navn at blive pålagt bidrag, dresseret, flået, udnyttet, monopoliseret, afpresset, udsuget, narret og bestjålet; og dernæst, ved den mindste modstand, den første klage, at blive undertrykt, idømt bøder, udskældt, chikaneret, jaget, mishandlet, slået, afvæbnet, bundet, kvalt, fængslet, dømt, fordømt, skudt, deporteret, ofret, solgt og forrådt; og for at gøre det fuldkomment: spottet, latterliggjort, hånet, krænket og vanæret. Det er regering; det er dens retfærdighed; det er dens moral.« — Pierre-Joseph Proudhon

»Regeringen er den farligste institution, mennesket kender. Gennem historien har den krænket menneskers rettigheder mere end noget individ eller nogen gruppe individer kunne: Den har dræbt mennesker, gjort dem til slaver, sendt dem til tvangsarbejde og koncentrationslejre og regelmæssigt røvet og plyndret frugterne af deres arbejde. I modsætning til individuelle forbrydere har regeringen magt til at arrestere og føre retssager; i modsætning til individuelle forbrydere kan den omslutte et menneske fuldstændigt og dominere alle sider af dets liv, så vedkommende ikke har anden udvej end at forlade landet (og i totalitære lande er selv det forbudt).« — John Hospers

Magtbalance

»Jeg er først virkelig fri, når alle mennesker, mænd og kvinder, er lige frie. Andres frihed ophæver eller begrænser langt fra min frihed; den er tværtimod dens nødvendige forudsætning og bekræftelse.« — Mikhail Bakunin ๖

»Argumentet for frihed er ikke et argument mod organisation, som er et af de stærkeste redskaber, menneskets fornuft kan bruge, men et argument mod enhver eksklusiv, privilegeret, monopolistisk organisation og mod at bruge tvang til at forhindre andre i at gøre det bedre.« — Friedrich August von Hayek

»Decentralisering indebærer autonomi — evnen til at handle frit på eget initiativ. Autonomi kan gælde i enhver målestok — for én person, et nabolag, en bevægelse, en hel region. For at være fri har du brug for kontrol over dine umiddelbare omgivelser og detaljerne i dit daglige liv; jo mere selvforsynende du er, desto tryggere er din autonomi. Det behøver ikke betyde, at du opfylder alle dine behov på egen hånd; det kan også betyde den slags indbyrdes afhængighed, der giver dig et magtmiddel over for dem, du er afhængig af. Ingen enkelt institution bør kunne monopolisere adgangen til ressourcer eller sociale relationer. Et samfund, der fremmer autonomi, kræver det, som en ingeniør ville kalde redundans: en bred vifte af valg og muligheder på alle livets områder.« — CrimethInc., From Democracy to Freedom

»En voksende administrativ organisations tiltagende magt ledsages af aftagende magt hos resten af samfundet til at modstå dens yderligere vækst og kontrol.« — Herbert Spencer, The Man Versus the State

»Den synergi, der skabes, når netværket deler viden, er — i begge ordets betydninger — netværkets egenskab. Det har haft revolutionære følger for magtbalancen mellem netværk og hierarkier og har givet individer og små grupper en næsten ufattelig styrke over for store organisationer. I et hierarki skal al kommunikation mellem medlemmer eller lokale knudepunkter passere et begrænset antal centrale knudepunkter. Kun kommunikation, der opfylder fordelingskravene hos dem, der kontrollerer de centrale knudepunkter, får lov at gå fra ét medlem eller lokalt knudepunkt til et andet. Kun få knudepunkter i et hierarki har magt til at sende; derfor kaldes dets topologi 'én-til-mange'. I et fordelt netværk kan hvert knudepunkt derimod sende, og to knudepunkter kan kommunikere direkte uden at passere et centralt knudepunkt eller få godkendelse fra den, der kontrollerer det. I stedet for blot at vælge, hvem der kontrollerer de centrale knudepunkter, 'fremsætter nogen et forslag, og alle, der ønsker at deltage, kan gøre det. Den pågældende handlings rækkevidde afhænger af, hvor bredt forslaget accepteres.' Flertalsdemokrati er et 'knaphedssystem', hvor beslutningsmagt er rivaliserende: 'kollektivet må træffe et enten-eller-valg mellem ét filter og et andet, én repræsentant og en anden.' I et fordelt netværk er beslutningsmagten derimod ikke rivaliserende. Den enkeltes beslutning påvirker kun hende selv og hindrer ikke andre i at gøre det samme. 'Selv hvis flertallet ikke blot var uenigt i et forslag, men også handlede imod det, ville det ikke kunne forhindre forslaget i at blive gennemført.'« — Kevin Carson, The Desktop Regulatory State

»Der er et omvendt forhold mellem de to: Den enes styrke er den andens svaghed. Vil vi styrke samfundet, må vi svække staten. Totalitære af alle slags ved det; derfor søger de altid at ødelægge de sociale institutioner, de ikke kan dominere.« — Colin Ward, The State and Society

»Der er afgørende asymmetrier på spil, som giver statens modstandere enorme fordele. Ja, stater har stærke overvågningsmuligheder, men de ledes centralt og hierarkisk og er kun tilgængelige gennem forholdsvis små og nogenlunde identificerbare grupper af operatører. De forsøger at finde og overvåge stråfarvede nåle i en høstak af syv milliarder mennesker. Verdens forbundne modstandsbevægelser er disse nåle. Det er meget lettere for nålen at se og identificere manden med høtyven end omvendt. Der er langt flere nåle end mænd med høtyve. Og nålene har deres egne redskaber — billige, lette at bruge og tilgængelige for næsten alle (også de førnævnte operatører!), som når som helst og af hvilken som helst grund kunne beslutte at blive en nål.« — Thomas Knapp, citeret af Kevin Carson

»Som første skridt mod deres mål tilskynder decentralister til spredning af produktionen. De fremmer derfor det produktive hjem, hvor alle eller en meget stor del af familiens grundlæggende behov kan produceres med moderne små redskaber og maskiner.« — Mildred Loomis

»Virkeligheden er, at jorden ikke længere kan bære dette angreb. Vi kan ikke længere lade det fortsætte, når det forurener luften, forurener vandet og forurener vores mad. [...] Jorden giver os liv, ikke den amerikanske regering. Jorden giver os liv, ikke den multinationale virksomhedsregering. Jorden giver os liv; vi behøver jorden. Vi må have den, ellers ophører vores liv. Så vi må modsætte os det, de gør.« — John Trudell, »Take Back the Earth«, tale på Thanksgiving Day (1980)

»Hvis du tog den ivrigste revolutionær og gav ham absolut magt, ville han inden for et år være værre end zaren selv.« — Mikhail Bakunin

»Det er sikkert sådan, 'staten' begynder på jorden. Jeg tror, man har gjort op med den fantasi, der ser statens begyndelse i en 'kontrakt'. Manden, der kan befale, som af natur er en 'herre', og som træder frem med vold i sine handlinger og bevægelser — hvad har en sådan mand med kontrakter at gøre! Vi kan ikke forhandle med sådanne væsener.« — Friedrich Nietzsche, The Genealogy of Morals

»[…] statens kriminalitet er ikke noget nyt og intet at undre sig over. Den begyndte, da den første rovdyragtige gruppe mænd samlede sig og dannede staten, og den vil fortsætte, så længe staten findes i verden, for staten er grundlæggende en antisocial institution, grundlæggende kriminel. Tanken om, at staten opstod for at tjene noget socialt formål, er fuldstændig uhistorisk. Den opstod gennem erobring og konfiskation — altså gennem forbrydelse. Den opstod med det formål at opretholde samfundets deling i en ejende og udnyttende klasse og en ejendomsløs, afhængig klasse — altså med et kriminelt formål.« — Albert Jay Nock, »The Criminality of the State« (1939)

»Den tidlige stat havde faktisk, som vi skal se, ofte svært ved at fastholde sin befolkning; den var epidemiologisk, økologisk og politisk usædvanligt skrøbelig og tilbøjelig til sammenbrud eller opsplitning. Men hvis staten ofte brød sammen, skyldtes det ikke mangel på brug af de tvangsmidler, den kunne samle. Beviserne for omfattende brug af ufrit arbejde — krigsfanger, kontraktbunden tjeneste, tempelslaveri, slavemarkeder, tvangsforflyttelse til arbejdskolonier, straffefangers arbejde og kollektivt slaveri (for eksempel Spartas heloter) — er overvældende.« — James C. Scott, Against the Grain: A Deep History of the Earliest States (2017)

»Den stadig voksende magt hos et sjælløst politisk bureaukrati, der overvåger og beskytter menneskets liv fra vugge til grav, lægger stadig større hindringer i vejen for samarbejde mellem mennesker. Et system, der i enhver handling ofrer store befolkningsgruppers, hele nationers, velfærd for små mindretals egoistiske magtbegær og økonomiske interesser, må nødvendigvis opløse de sociale bånd og føre til en stadig krig mellem alle. Dette system har blot banet vejen for den store intellektuelle og sociale reaktion, der i dag kommer til udtryk i moderne fascisme og ideen om den totalitære stat, som langt overgår fortidens enevældige monarkis magtbesættelse og søger at bringe alle sider af menneskelig aktivitet under statens kontrol. 'Alt for staten; alt gennem staten; intet uden staten!' blev ledemotivet i en ny politisk teologi. Ligesom Gud i forskellige kirkelige teologier er alt og mennesket intet, er staten i denne moderne politiske tro alt og borgeren intet. Og ligesom ordene 'Guds vilje' blev brugt til at retfærdiggøre privilegerede kasters vilje, gemmer der sig i dag bag statens vilje kun de egoistiske interesser hos dem, der føler sig kaldet til at fortolke den efter eget sind og påtvinge folket den.« — Rudolf Rocker

Spontan orden

»Friheden er ikke ordenens datter, men dens mor.« — Pierre-Joseph Proudhon

»Vil du være en stor leder, må du lære at følge Tao. Hold op med at prøve at kontrollere. Slip faste planer og begreber, og verden vil styre sig selv. Jo flere love og begrænsninger der er, desto fattigere bliver folk. Jo flere våben du har, desto mindre trygge bliver de. Jo flere subsidier du har, desto mindre selvhjulpne bliver de. Jo flere regler og bestemmelser, desto flere tyve og røvere. Derfor siger Mesteren: Jeg slipper loven, og folk bliver ærlige. Jeg slipper økonomien, og folk bliver velstående. Jeg slipper religionen, og folk bliver rolige. Jeg slipper ethvert ønske om fælles bedste, og det gode bliver lige så almindeligt som græs.« — Lao Tzu, Tao Te Ching, kap. 57

»Det grundlæggende princip, at vi i tilrettelæggelsen af vores forhold bør bruge samfundets spontane kræfter mest muligt og ty til tvang mindst muligt, kan anvendes på uendeligt mange måder.« — Friedrich Hayek, The Road to Serfdom

»Hvis vi kan blive enige om, at samfundets økonomiske problem hovedsagelig er hurtig tilpasning til ændringer i de særlige forhold på et bestemt tidspunkt og sted, synes det at følge, at de endelige beslutninger må overlades til dem, der kender disse forhold og har direkte viden om relevante ændringer og de ressourcer, der straks er til rådighed for at håndtere dem.« — Friedrich A. Hayek, The Use of Knowledge in Society

»Store bureaukratiske institutioners nødvendigvis simple abstraktioner kan, som vi har set, aldrig gengive den faktiske kompleksitet af naturlige eller sociale processer tilstrækkeligt. De kategorier, de bruger, er for grove, statiske og stiliserede til at yde den verden, de hævder at beskrive, retfærdighed.« — James C. Scott, Seeing Like a State

»Jo mere du forsøger at kontrollere, hvordan folk tænker, handler eller omgås hinanden, hvad enten det sker direkte med magt eller gennem mere indirekte midler (trusler, frygt eller 'puf' gennem en anden form for manipulation af incitamenter), desto mindre tilpasningsdygtigt bliver systemet.« — Andrew Kemle

»Det traditionelle argument for spontan orden frem for centralt design er, at kun en decentraliseret og evolutionær proces under forhold med spredt viden fører til opdagelsen af den relevante viden. Med andre ord er en spontan orden i stand til at ' […] gøre brug af viden, som ingen besidder i sin helhed'.« — F. A. Hayek, (Law, Legislation and Liberty, Volume 1: Rules and Order)

»For et naivt sind, der kun kan forestille sig orden som resultatet af bevidst indretning, kan det virke absurd, at orden og tilpasning til det ukendte under komplekse forhold kan opnås mere effektivt ved at decentralisere beslutninger, og at en fordeling af autoritet faktisk øger muligheden for samlet orden. Alligevel fører decentralisering netop til, at flere oplysninger bliver taget i betragtning.« — Friedrich Hayek

»Omfattende empirisk forskning dokumenterer de mange sammenhænge, hvor mennesker selv løser problemer med fælles ressourcer, hvornår disse løsninger er holdbare gennem lang tid, og hvordan større institutionelle ordninger styrker eller svækker individers evne til i mindre skala at løse problemer effektivt og holdbart.« — Elinor Ostrom, »Beyond Markets and States: Polycentric Governance of Complex Economic Systems«

»Spontane ordener opstår fra netværk af uafhængige ligemænd, hvis handlinger skaber positiv og negativ feedback, der hjælper fremtidige deltagere med at følge deres egne selvstændigt udformede planer og derved viderefører feedbackprocessen. Hver person er et knudepunkt i et netværk og er forbundet gennem feedback, mens hvert knudepunkt er frit til at handle på egen hånd. Den feedback, de skaber, mindsker den viden om hele systemet, som nogen behøver for at kunne lykkes inden for det.« — Gus diZerega, citeret af Kevin Carson i The Desktop Regulatory State

»Som sociologisk udtryk henviser stigmergi især til de former for netværksorganisation, der forbindes med wikier, gruppeblogs og 'lederløse' organisationer opbygget som forbundne celler. Når stigmergisk samarbejde udvides gennem computere og digitale netværk, øges behandlingskapaciteten betydeligt. Stigmergi muliggør samarbejde i ubegrænset skala mellem individer, der handler selvstændigt.

Stigmergi er ikke 'kollektivistisk' i traditionel forstand, som man forstod det dengang, en fælles indsats af nogen størrelse krævede en stor organisation til at repræsentere kollektivet og en administrativ koordinering af individuelle indsatser gennem et hierarki. Men den er kollektivismens yderste virkeliggørelse, idet den fjerner transaktionsomkostningen ved mange individers fælles handling. Den er individualismens yderste form, fordi alle handlinger er individers frie handlinger, og 'kollektivet' blot er summen af individuelle handlinger. Hvert individ kan frit udforme enhver nyskabelse, hun finder passende, uden tilladelse fra kollektivet, og alle kan frit tage den til sig eller lade være. Stigmergi fjerner behovet for at binde individet til gruppens vilje og reducerer styringens enhed til individet, så idealet om samtykke fuldt ud virkeliggøres.

Stigmergisk organisation resulterer i modulære arkitekturer af byggesten. Sådanne strukturer findes overalt, fordi en modulær struktur ændrer et systems evne til at lære, udvikle sig og tilpasse sig. Et lille antal byggesten kan flyttes rundt og sammensættes igen til et enormt antal komplekse systemer. Hvis man begynder med mange modulære individer, som hver kan samspille med nogle få andre og påvirke andre individer efter en enkel grammatik med få regler, kan de modulære individer under de rette forhold gennemgå en hurtig faseovergang.« — Kevin Carson, The Desktop Regulatory State ๖

»For at forstå, hvordan et samfund kan eksistere uden regering, er det nok kort at rette opmærksomheden mod det, der faktisk foregår i vores nuværende samfund. Vi vil se, at de vigtigste funktioner selv i dag i virkeligheden udføres uden regeringens indgriben. Og at regeringen kun blander sig for at udnytte masserne, forsvare de privilegerede eller til sidst helt unødvendigt godkende alt det, der er gjort uden dens hjælp, ofte på trods af og imod den. Mennesker arbejder, udveksler, studerer, rejser og følger efter eget valg tidens regler for moral eller hygiejne. De nyder godt af fremskridt inden for videnskab og kunst og har utallige fælles interesser uden nogensinde at føle behov for nogen, der skal lede deres adfærd i disse forhold. Tværtimod er det netop de ting, regeringen ikke blander sig i, der trives bedst og skaber mindst strid, fordi de ubevidst tilpasses alles ønsker på den måde, der findes nyttigst og behageligst.« — Errico Malatesta

»Når den negative magt, som regeringen udgør, afskaffes, vil samfundet blive det, det kan være med øjeblikkets givne kræfter og evner. Hvis der findes uddannede mennesker, som ønsker at sprede uddannelse, vil de organisere skoler og være nødt til at gøre værdien og glæden ved uddannelse mærkbar. Hvis sådanne mennesker ikke findes eller kun findes i lille antal, kan en regering ikke skabe dem. Den kan kun, som den faktisk gør i dag, tage disse få væk fra praktisk, frugtbart arbejde med uddannelse og sætte dem til ovenfra at lede det, som skal påtvinges med hjælp fra et politisystem. Således gør den intelligente og engagerede lærere til rene politikere, som bliver ubrugelige snyltere, helt optaget af at påtvinge andre deres egne kæpheste og holde sig ved magten.« — Errico Malatesta

»Under regeringsmaskineriet, i skyggen af politiske institutioner, ude af syne for statsmænd og præster, skaber samfundet langsomt og stille sin egen organisme og bygger en ny orden som udtryk for sin livskraft og autonomi. . . . Vi kan uden frygt konkludere, at den revolutionære formel hverken kan være direkte lovgivning, direkte regering eller forenklet regering, men INGEN REGERING.« — P.J. Proudhon, 1851

»Når statens forhadte magt ikke længere tvinger individer, sammenslutninger, kommuner, regioner og områder til at leve sammen, vil de være langt tættere forbundne og danne en langt mere levende, mere virkelig og stærkere enhed end den, de i dag tvinges til at danne under statens lige så undertrykkende som udmattende åg.« — Pierre-Joseph Proudhon

»Kaotisk beslutningstagning fremmer erkendelsen af, at samfundet spontant kan fungere som et decentraliseret netværk, tillader konflikt som en sund kraft i vores liv, fremmer mange beslutningsrum gennem alle livets øjeblikke langt ud over kongressens eller diktatets formelle, maskuline sfære og lader forskellige, endda modstridende beslutninger blive truffet på forskellige steder i det menneskelige netværk. Samtidig fremmer den en fælles bevidsthed, så alle beslutningstagere kan udnytte deres indsigt bedst muligt og derved finde sammen. Mennesker har en evolutionært afprøvet evne til at bruge kaotisk beslutningstagning i stor skala, og kun de, der ønsker permanent at umyndiggøre deres landsmænd for at kontrollere dem ved at monopolisere beslutninger i ensartede strukturer, bestrider det.« — Peter Gelderloos, Worshiping Power

»Enten staten for evigt, som knuser individuelt og lokalt liv, overtager alle områder af menneskelig aktivitet og bringer sine krige og indenlandske magtkampe, sine paladsrevolutioner, som kun udskifter én tyran med en anden, og ved slutningen af den udvikling uundgåeligt … døden! Eller staternes ødelæggelse og et nyt liv, der begynder igen i tusinder af centre efter princippet om individers og gruppers levende initiativ og frie aftale.« — Pjotr Kropotkin

Fri sammenslutning

»Nu må du indrømme enten, at der under frihed vil findes forskellige sociale ordninger i forskellige samfund, nogle kommunistiske og andre det stik modsatte, og at konkurrence nødvendigvis vil opstå imellem dem, så resultaterne kan afgøre, hvad der er bedst; eller også må du knuse konkurrencen, indføre kommunisme, nægte friheden og gå imod fremskridtet. Hvad verden behøver, min ven, er ikke nye metoder til at indføre ting, men at afskaffe begrænsninger af muligheder.« — Voltairine de Cleyre, The Individualist and the Communist ๖

»Når den som et faktum anerkender alle medlemmers lige ret til de skatte, der er samlet i fortiden, anerkender den ikke længere en opdeling mellem udnyttede og udbyttere, regerede og regerende, dominerede og dominerende. Den søger at skabe en vis harmonisk forenelighed i sig selv — ikke ved at underlægge alle medlemmer en autoritet, der angiveligt repræsenterer samfundet, ikke ved at forsøge at skabe ensartethed, men ved at opfordre alle til at udvikle frit initiativ, fri handling og fri sammenslutning. Den søger den mest fuldstændige udvikling af individualiteten sammen med den højeste udvikling af frivillig sammenslutning i alle dens aspekter, i alle mulige grader og til alle tænkelige formål: foreninger i stadig forandring, der hele tiden omformes, rummer kimen til deres egen holdbarhed og stadig antager nye former, som bedst svarer til alles mange forskellige ønsker.« — Pjotr Kropotkin

»Ordet stat bruges ofte om en særlig slags samfund, et bestemt menneskeligt fællesskab samlet på et bestemt territorium [...] Det bruges også blot som synonym for samfund. På grund af disse betydninger af ordet stat tror modstandere — eller foregiver snarere at tro — at anarkister vil afskaffe alle sociale bånd og alt fælles arbejde og dømme alle mennesker til et liv i isolation [...] Derfor mener vi, at det ville være bedre at bruge udtryk som afskaffelse af staten så lidt som muligt og i stedet bruge det klarere og mere konkrete udtryk afskaffelse af regeringen.« — Errico Malatesta

»Frihed er ikke en kasse, folk skal presses ned i. Frihed er et rum, hvor mennesker kan leve. Den fortæller dig ikke, hvordan de vil leve. Den siger til evig tid blot, at vi kan.« — Karl Hess

»Individet er livets sande virkelighed. Som et kosmos i sig selv eksisterer det ikke for staten eller for den abstraktion, der kaldes 'samfundet' eller 'nationen', som blot er en samling individer.« — Emma Goldman, »The Place of the Individual in Society« (1940)

»Tilhører jeg mig selv eller en anden eller noget andet? Har jeg sociale forpligtelser over for de mange uformelle og overlappende grupper, som jeg frivilligt tilslutter mig og kan trække mig fra, hvis jeg ønsker det, eller over for en enhed, jeg aldrig har tilsluttet mig…« — Colin Ward, The State and Society

»Den frihed, vi ønsker for os selv og andre, er ikke en absolut metafysisk, abstrakt frihed, der i praksis uundgåeligt omsættes til undertrykkelse af de svage; den er virkelig frihed, mulig frihed, som er et bevidst interessefællesskab, frivillig solidaritet.« — Errico Malatesta

»En fri og let overgang fra én form for kommunisme til en anden, derfra til enhver form for individualisme og så videre ville derfor være det mest oplagte og elementære i et virkelig frit samfund; og hvis en gruppe forsøgte at standse dette og gøre ét system dominerende, ville den blive bekæmpet lige så bittert, som revolutionære bekæmper det nuværende system.« — Max Nettlau

»Ifølge mutualismens teori tjener de samme midler samfundets interesser som helhed bedst, som bedst fremmer individets interesser: frihed fra begrænsninger, så længe individets handlinger ikke griber ind i andres; afskaffelse af alle faktorer, der kunstigt begrænser menneskers muligheder; frivillig organisering af samfundet i sammenslutninger, når behovet opstår, for at udføre opgaver, der ligger ud over det enkelte individs evne; kort sagt frivillig skabelse og gensidig udveksling af varer under forhold, der udelukker særlige privilegier og statsbeskyttede monopoler.« — Clarence Lee Swartz, What Is Mutualism?

»Libertarianisme kan ikke påtvinges ovenfra. At det ikke lykkes at påtvinge libertarianisme, er faktisk et mål for libertarianismens succes.« — Samuel E. Konkin III

»Efter at have prøvet alle slags regeringer og forsøgt at løse det uløselige problem med en regering, 'der kan tvinge individet til lydighed uden selv at slippe for lydighed mod fællesskabet', forsøger menneskeheden nu at frigøre sig fra enhver regerings bånd og opfylde sine organisatoriske behov gennem fri forståelse mellem individer, der forfølger de samme fælles mål.« — Pjotr Kropotkin

Gensidig hjælp

»Venskab kan ikke opskaleres til at opsluge planeten. Venskab forbliver altid lille, personligt, intimt, bevidst, frivilligt og decentraliseret. Det er en egenskab, ikke en fejl. Venskab lader dig slutte dig sammen med andre og bryde forbindelsen, som du vil, og samtidig bevare din individualitet, dit tankelivs fristed og klarheden over, hvem du er, og hvad du behøver. Det anonyme større samfunds påbud og det påståede fælles bedste behøver ikke sløre dine tanker, når du knytter venskaber frem for at bygge fællesskaber.« — Against Community Building, Towards Friendship ๖

»Det er indlysende, at det ville stride mod alt, hvad vi ved om naturen, hvis mennesker var en undtagelse fra en så almindelig regel: hvis et væsen, der i sin begyndelse var så forsvarsløst som mennesket, havde fundet sin beskyttelse og vej til fremskridt, ikke i gensidig støtte som andre dyr, men i hensynsløs konkurrence om personlige fordele uden hensyn til artens interesser. For et sind, der er vant til tanken om naturens enhed, virker sådan en påstand fuldstændig uforsvarlig. Og dog har den, usandsynlig og ufilosofisk som den er, aldrig manglet tilhængere. Der har altid været forfattere med et pessimistisk syn på menneskeheden. De kendte den mere eller mindre overfladisk gennem deres egen begrænsede erfaring; af historien kendte de, hvad krønikeskriverne, som altid holdt øje med krige, grusomhed og undertrykkelse, fortalte, og kun lidt andet. Så konkluderede de, at menneskeheden blot er en løs samling væsener, som altid står klar til at kæmpe mod hinanden og kun hindres i det af en eller anden autoritets indgriben.« — Pjotr Kropotkin, Mutual Aid: A Factor of Evolution

»Undskyld, men jeg vil ikke være kejser. Det er ikke mit hverv. Jeg vil ikke herske over eller erobre nogen. Jeg vil gerne hjælpe alle — hvis muligt — jøder, ikkejøder, sorte og hvide. Vi ønsker alle at hjælpe hinanden. Sådan er mennesker. Vi ønsker at leve af hinandens lykke — ikke af hinandens elendighed.« — Charlie Chaplin, sluttalen i The Great Dictator (1940)

»Solidaritet er på nogle måder det modsatte af velgørenhed. Velgørenhed er en måde at yde hjælp på, som styrker det hierarkiske forhold mellem grupper. Når rige mennesker giver penge til velgørenhed, bliver fattige endnu mere afhængige af de rige. Men fattige mennesker, som organiserer sig for at dele ressourcer som ligeværdige, handler solidarisk.« — Life Without Law

»Solidaritet er dermed det middel, hvormed vi kan opnå og sikre vores egen frihed. Vi aftaler at arbejde sammen, så vi ikke skal arbejde for en anden. Ved at aftale at dele med hinanden øger vi vores muligheder for at nyde mere, ikke mindre. Gensidig hjælp er i min egen interesse — det vil sige, at jeg ser en fordel i at indgå aftaler med andre baseret på gensidig respekt og social lighed. Hvis jeg dominerer nogen, betyder det nemlig, at forholdene for dominans findes, og så vil jeg efter al sandsynlighed selv blive domineret til gengæld.« — An Anarchist FAQ

»Før vores hvide brødre kom for at civilisere os, havde vi ingen fængsler. Derfor havde vi ingen forbrydere. Vi havde ingen låse eller nøgler, og derfor havde vi ingen tyve. Hvis en mand var så fattig, at han ikke havde nogen hest, tipi eller tæppe, gav nogen ham disse ting. Vi var for uciviliserede til at tillægge personlige ejendele stor værdi. Vi ville kun eje ting for at give dem væk. Vi havde ingen penge, og derfor kunne et menneskes værdi ikke måles i dem.« — John Fire Lame Deer, Lame Deer, Seeker of Visions

»Hvilke vidunderlige resultater har denne enestående kraft i menneskets individualitet ikke skabt, når den styrkes af samarbejde med andre individualiteter … samarbejde — i modsætning til indbyrdes strid og kamp — har tjent artens overlevelse og udvikling … kun gensidig hjælp og frivilligt samarbejde … kan danne grundlag for et frit individuelt liv og foreningsliv.« — Emma Goldman, Red Emma Speaks, s. 118

»Arbejdernes ejerskab og forbrugerkooperativer er en del af markedet; sammenslutninger for gensidig hjælp og gratis klinikker er en del af markedet; det samme er frivillige fagforeninger, frivillige kommuner og utallige andre alternativer til den kapitalistiske status quo.« — Charles Johnson, Markets Not Capitalism

»Deltagelse i gensidig hjælp og direkte aktion skaber den solidaritet, der genopbygger samfund, som statsstrukturer har splittet i isolerede individer.« — Joseph Parampathu, Creative Destruction: Rethinking Failure after the State (2021)

»Vertikal agorisme ville omfatte deltagelse i og skabelse af fælles netværk for udveksling, bylandbrug, havebrug, landmandsmarkeder, støtte til alternativer til politiet og støtte til decentrale teknologier mellem ligemænd. Selv om disse vertikale skridt potentielt kan indebære brug af statens valuta (og derfor ikke være fuldstændig modøkonomiske), er de stadig vigtige for at udfordre afhængigheden af staten og virksomhedsklasserne. Andre vertikale skridt indebærer måske ikke direkte udveksling af penge, men modarbejder stadig afhængighed. Det kan være moralsk støtte og fremme af teknologier, der bryder med status quo og styrker relationerne mellem fællesskabets medlemmer.« — Derrick Broze, Vertical and Horizontal Agorism

»På denne måde ville der udvikle sig 'uafhængige kommuner for territoriale grupperinger og store forbund af fagforeninger for grupperinger efter sociale funktioner — de to flettet ind i hinanden og støttende hinanden i at opfylde samfundets behov'. Hertil kommer 'grupperinger efter personligt slægtskab — utallige grupper, uendeligt varierede, langvarige eller flygtige, som opstår efter øjeblikkets behov og til alle tænkelige formål'. Disse 'tre former for grupperinger' ville sikre 'opfyldelsen af alle sociale behov: forbrug, produktion og udveksling, kommunikation, sanitære forhold, uddannelse, gensidig beskyttelse mod angreb, gensidig hjælp, territorialt forsvar; og endelig opfyldelsen af videnskabelige, kunstneriske, litterære og underholdningsmæssige behov'.« — Pjotr Kropotkin

»Kriminaliseringen af fattigdom gennem politichikane og kommunale bestemmelser modarbejder indsatsen for at hjælpe hjemløse og fattige, der hver dag kæmper for at komme på fode igen. For yderligere at fremme lighed i vores samfund vil vi fortsætte med at dele mad i vores fællesskaber og bygge solidaritet med hjemløse og andre organisationer, der søger en bedre fremtid.« — Food Not Bombs

Ikkevold

»At give de mange undertrykte håb og de få undertrykkere frygt, det er vores opgave; hvis vi gør det første og giver de mange håb, må de få blive bange for deres håb. Ellers ønsker vi ikke at skræmme dem; det er ikke hævn, vi ønsker for fattige mennesker, men lykke. Hvilken hævn kunne man overhovedet tage for alle de tusinder af år, de fattige har lidt?« — William Morris ๖

»Ikkevoldelig aktion som metode er forenelig med målet om et ikkevoldeligt samfund. At bruge metoder, der afspejler målet, kaldes foregribelse: Metoderne foregriber — det vil sige forudser eller på forhånd efterligner — målet. Foregribelse giver træning og erfaring i det, man søger. Den hjælper med at skabe et element af målet, selv hvis en kampagne mislykkes. Og den hjælper indsatsen med at holde kursen. Hvis målet er et samfund uden organiseret vold, har ikkevoldelig aktion alle disse foregribende fordele. Den giver erfaring med at leve uden at bruge vold; den mindsker den umiddelbare vold her og nu, også når kampagner mislykkes; og den sikrer, at bestræbelserne går i en ikkevoldelig retning.« — How Nonviolence is Misrepresented

»Vold (fysisk magt) brugt til at skade andre, den mest brutale form, kampen mellem mennesker kan antage, er i høj grad fordærvende. Af sin natur har den tendens til at kvæle menneskets bedste følelser og udvikle alle antisociale egenskaber: grusomhed, had, hævn, herskesyge og tyranni, foragt for de svage og kryberi for de stærke. Denne skadelige tendens opstår også, når vold anvendes til et godt formål. […] Anarkister, der gør oprør mod enhver form for undertrykkelse og kæmper for alles fulde frihed, og som derfor instinktivt burde vige tilbage fra alle voldshandlinger, der ophører med blot at være modstand mod undertrykkelse og selv bliver undertrykkende, kan også falde ned i den brutale magts afgrund. […]« — Errico Malatesta, Violence as a Social Factor (1895)

»At billige voldsomme umenneskelige følelser og ophøje dem til princip som taktik for en bevægelse … er både ondt og kontrarevolutionært.« — Errico Malatesta

»Ifølge en undersøgelse fra University of South Carolina steg volden i Amerika med 42 procent under Vietnamkrigen. Det er næppe overraskende. Vores ledere er lovløse, så hvorfor skulle vi ikke være det? Hvis regeringen truer andre lande med bomben, hvorfor skulle vi så ikke true hinanden med håndvåben? Hvis vores ledere voldtager planeten, hvorfor skulle vi så ikke gøre det mod vores naboer? Vores ledere skaber et klima af frygt og vold. Hvorfor ser de overraskede ud, når amerikanere dræber, røver og lemlæster hinanden?« — Philip Berrigan, Fighting the Lamb’s War: Skirmishes with the American Empire (1996)

»Staten holdes sammen af politimagt rettet mod borgerne. Staten, undfanget i vold og støttet af vold, vil aldrig opnå virkelig fred.« — Philip Berrigan, Fighting the Lamb’s War: Skirmishes with the American Empire (1996)

»Historisk er de frygteligste ting — krig, folkedrab og slaveri — ikke udsprunget af ulydighed, men af lydighed.« — Howard Zinn, Declarations of Independence: Cross-Examining American Ideology

»Verdens største forbrydelser begås ikke af mennesker, der bryder reglerne, men af mennesker, der følger dem. Det er mennesker, der adlyder ordrer, som kaster bomber og massakrerer landsbyer.« — Banksy, Wall and Piece

»Beslut dig for ikke længere at tjene, og du er straks fri. Jeg beder dig ikke lægge hånd på tyrannen for at vælte ham, blot om ikke længere at støtte ham; så vil du se ham falde under sin egen vægt og gå i stykker, som en stor kolos, hvis sokkel er blevet trukket væk.« — Étienne de La Boétie, Discourse on Voluntary Servitude

»Regeringens evne til at bruge vold overstiger langt oprørernes. Faktisk styrker voldeligt oprør ofte undertrykkende regimer, som troværdigt kan hævde, at oprørernes vold gør undertrykkelse nødvendig. Regeringens relative fordel ligger i voldelig handling. Folkets relative fordel ligger derimod i dets evne til at nægte samarbejde, uden hvilket det næsten er umuligt for regeringen at bestå. Tænk på, hvor ødelæggende skattestrejker, boykot, generalstrejker og udbredt nægtelse af at adlyde loven er for en regering. Selv om taktikkerne er ikkevoldelige, burde deres universelle og ubøjelige brug skræmme enhver regering. Ikkevold har også andre fordele. Fordi den virker mindre farlig og radikal end vold, vinder den lettere … bred folkelig støtte. Omkostningerne ved at deltage er lavere, så flere vil sandsynligvis være med. Traditionelle ikke-kombattanter som børn, kvinder og ældre kan deltage effektivt i ikkevoldelig kamp. Den har større mulighed for at omvende modstandere og skabe intern uenighed i den herskende klasse. Den fører generelt til langt færre døde og materielle tab end vold. Og fordi den er mere decentraliseret end voldelig handling, er der mindre risiko for, at den skaber en endnu mere undertrykkende stat, hvis den lykkes.« — Bryan Caplan, »The Literature of Nonviolent Resistance and Civilian-Based Defense«

»Regeringen forsikrer folk om, at de er i fare på grund af en invasion fra et andet land eller fjender iblandt dem, og at den eneste måde at undslippe faren på er folkets slaveagtige lydighed mod regeringen. Dette ses tydeligst under revolutioner og diktaturer, men det findes altid og overalt, hvor regeringsmagt findes. Enhver regering forklarer sin eksistens og retfærdiggør sine voldshandlinger med argumentet om, at forholdene ville være meget værre uden den. Efter at have overbevist folket om faren underlægger regeringen det kontrol og tvinger det i denne tilstand til at angribe et andet land. Og således synes regeringens forsikring om faren for angreb fra andre lande bekræftet i folkets øjne.« — Leo Tolstoj, Christianity and Patriotism (1895)

»Når det ender med, at du må bruge vold, spiller du systemets spil. Magthaverne vil irritere dig — trække dig i skægget, knipse dig i ansigtet — for at få dig til at slås. For når de først har fået dig til at bruge vold, ved de, hvordan de skal håndtere dig. Det eneste, de ikke ved, hvordan de skal håndtere, er ikkevold og humor.« — John Lennon

»Vi kan ikke og ønsker ikke at bruge vold, undtagen til forsvar for os selv og andre mod undertrykkelse.« — Errico Malatesta

»Så vi bygger forsvarsnetværk i fællesskaberne frem for hære. Vi bygger tillid frem for magt. Vi forener munter leg og trodsigt oprør. Vi viser vores kærlighed gennem solidaritet og svigter vores kollektive identiteter og geografiske loyalitet gennem blasfemiske handlinger af dristig nysgerrighed, stræben og venskab. Vi bygger levende netværk, ikke kliker. Og selv når vi føler os alene, er vi vævet ind i et tæppe af radikalisme. Gennem vores handlinger og tanker, vores modstand, stor og lille, bygger vi noget meget særligt. Så selv om den smerte og kamp, du møder, er dødelig virkelig, er vores bånd det også. Hvor meget de end prøver, kan anarkismen aldrig dræbes. Derfor kan vi fatte mod, selv når håb bliver stadig dyrere. Du er ikke alene.« — Stigmergic Parity and Revolt

Direkte aktion

»Folk spørger, hvad meningen er med vores lille indsats. De kan ikke se, at vi må lægge én mursten ad gangen, tage ét skridt ad gangen. En sten, der kastes i en dam, skaber ringe, som breder sig i alle retninger. Hver af vores tanker, ord og handlinger er sådan. Ingen har ret til at sætte sig ned og føle håbløshed. Der er alt for meget arbejde at gøre.« — Dorothy Day ๖

»Tvivl aldrig på, at en lille gruppe eftertænksomme, engagerede borgere kan forandre verden; det er faktisk det eneste, der nogensinde har gjort det.« — Margaret Mead

»Verden ændres af dit eksempel, ikke din mening.« — Paulo Coelho

»Uretfærdige love findes; skal vi være tilfredse med at adlyde dem, eller skal vi forsøge at ændre dem og adlyde dem, indtil det lykkes, eller skal vi straks overtræde dem? Folk mener almindeligvis under en regering som denne, at de bør vente, til de har overtalt flertallet til at ændre dem. De tror, at hvis de gjorde modstand, ville midlet være værre end ondet. Men det er regeringens egen skyld, at midlet er værre end ondet. Den gør det værre. Hvorfor er den ikke mere tilbøjelig til at foregribe og sørge for reform? Hvorfor værdsætter den ikke sit kloge mindretal? Hvorfor råber den op og gør modstand, før den er blevet såret? Hvorfor tilskynder den ikke sine borgere til at være på vagt, påpege dens fejl og gøre det bedre, end den beder dem om?« — Henry David Thoreau, Civil Disobedience

»Ulydighed er i øjnene på enhver, der har læst historie, menneskets oprindelige dyd. Det er gennem ulydighed, der er skabt fremskridt, gennem ulydighed og oprør.« — Oscar Wilde, The Soul of Man under Socialism

»De må lære, at deres magt ikke ligger i antallet af stemmer, at deres magt ligger i deres evne til at standse produktionen.« — Voltairine de Cleyre, Direct Action

»Fagforeningsbureaukratiernes vigtigste funktion under den nye orden var at undertrykke medlemmernes vilde strejker, undertrykke direkte aktion på arbejdspladsen og begrænse arbejdernes aktioner til varslede strejker efter NLRB's regler.« — Kevin Carson

»Agorismen tror på en gradvis tilbagetrækning af støtte til staten gennem det, Konkin beskrev som 'profitabel civil ulydighed'. Ifølge agorismen er den mest gennemførlige vej til frie markeder at udsulte staten ved at overføre disse opgaver til decentrale institutioner og dermed fratage den indtægter og eksistensberettigelse.« — »Agorism«, Encyclopedia, om Konkins strategi

»Jeg skriver på forhånd denne foreløbige redegørelse for mine grunde til ikke at betale skat, da jeg for nylig fik besked fra Deres kontor om, at jeg vil blive fængslet for min fortsatte skattenægtelse. Når jeg bliver anholdt, vil jeg give Dem den korrekte opgørelse over min indtjening indtil nu i 1948. Min tro på regeringens uretfærdighed, som primært eksisterer for at føre krig, har jeg gennem de sidste seks år fremsat i mine erklæringer til Deres afdeling, da jeg nægtede at betale skat, og i artikler i Catholic Worker.« — Ammon Hennacy

»Hvis tusind mænd undlod at betale deres skatteregninger i år, ville det ikke være en voldelig og blodig handling, sådan som det ville være at betale dem og sætte staten i stand til at begå vold og udgyde uskyldigt blod. Det er faktisk definitionen på en fredelig revolution, hvis en sådan er mulig. Hvis skatteopkræveren eller en anden embedsmand spørger mig, som en allerede har gjort: 'Men hvad skal jeg så gøre?', er mit svar: 'Hvis De virkelig ønsker at gøre noget, så sig Deres stilling op.' Når undersåtten har nægtet troskab, og embedsmanden har trukket sig fra sit embede, er revolutionen fuldbyrdet. Men lad os endda antage, at blodet flyder. Udgydes der ikke også en slags blod, når samvittigheden såres? Gennem det sår strømmer menneskets sande menneskelighed og udødelighed ud, og det bløder mod en evig død. Jeg ser dette blod flyde nu.« — Henry David Thoreau, Civil Disobedience

»Hvis det er utilgængeligt for de fattige, er det hverken radikalt eller revolutionært.« — Anonym

»Kan du forestille dig slaver på en plantage, der sidder og stemmer om herrer og bruger deres kræfter på valgkamp og kandidater, når de kunne være på vej mod 'den underjordiske jernbane'? De ville sikkert vælge det modøkonomiske alternativ; Dr. Rothbard ville sikkert opfordre dem til det og ikke lade sig lokke til at blive på plantagen, indtil De Afskaffelsesvenlige Slaveejeres Parti bliver valgt.« — SEK III

»Lad dig aldrig bilde ind, at de rige vil lade dig stemme deres rigdom væk.« — Lucy Parsons

»Ingen stor idé kan nogensinde være inden for lovens rammer, når den opstår. Hvordan skulle den kunne det? Loven står stille. Loven er fast. Loven er et vognhjul, som binder os alle uanset forhold, sted eller tid.« — Emma Goldman, 1917

»Den største forandring, vi behøver, er at gå fra forbrug til produktion, om så kun i lille skala i vores egne haver. Hvis blot ti procent af os gør det, er der nok til alle. Derfor udretter revolutionære uden haver, som er afhængige af netop det system, de angriber, og som producerer ord og kugler, ikke mad og husly, så lidt.« — Bill Mollison

Mulighedernes vindue

»Du forandrer aldrig ting ved at kæmpe mod den eksisterende virkelighed. Vil du forandre noget, så byg en ny model, som gør den eksisterende model forældet.« — Buckminster Fuller ๖

»Staten er ikke noget, der kan ødelægges ved en revolution, men en tilstand, et bestemt forhold mellem mennesker, en form for menneskelig adfærd; vi ødelægger den ved at indgå andre relationer, ved at opføre os anderledes.« — Gustav Landauer, citeret af Colin Ward i The State and Society

»Vi lever i kapitalismen; dens magt virker uundgåelig — men det gjorde kongers guddommelige ret også engang.« — Ursula K. Le Guin, takketale ved National Book Awards (2014)

»At opløse det politiske eller regeringsmæssige system, lade det synke ned i og forsvinde i det økonomiske system ved at reducere, forenkle, decentralisere og fjerne, ét efter ét, alle hjulene i denne store maskine, som kaldes regeringen eller staten.« — Pierre-Joseph Proudhon, General Idea of the Revolution in the Nineteenth Century

»Menneskeheden bliver nødt til at foretage et stort skift mod en samarbejdende, decentraliseret og fleksibel produktionsform for at sikre sin fortsatte eksistens på denne planet.« — Eric Fleischmann

»Dobbeltmagt er tanken om, at kimen til den nye verden skal skabes, mens man kæmper mod den nuværende: 'at bygge det nye inden i det gamles skal'. Det betyder at fremme arbejderklassens organer for selvforvaltning, hvor vi kan udøve vores autonomi og begrænse chefernes og regeringens magt, indtil vi kan konfrontere og afskaffe begge. En strategi for dobbeltmagt udfordrer magtens institutioner direkte og foregriber samtidig på en eller anden måde de nye institutioner, vi forestiller os. Den modsætter sig derfor ikke blot staten, men forbereder også de vanskelige konfrontationer og spørgsmål, der vil opstå i en revolutionær situation.« — Beyond Resistance

Forfattere som James Livingston og Michel Bauwens har udtrykkeligt trukket på tidligere overgange som modeller for overgangen fra hierarki til netværk. Selv om vores politiske kultur, både til højre og venstre, forestiller sig en postkapitalistisk overgang gennem den franske og russiske revolutions linse — brat, oprørsk og i vidt omfang lig med at overtage staten — er der ingen grund til at antage, at den vil blive sådan. Den kan lige så godt blive en årtier lang og forholdsvis gradvis proces som Vestromerrigets og feudalismens forfald.

[…]

Det omtrent 500 år gamle kapitalistiske system er ligesom tidligere historiske systemer ikke en monolitisk enhed, men en samling sociale formationer, der påvirker hinanden — nogle på vej frem, andre i tilbagegang. Derfor behøver kapitalismens afløsning ikke indebære et dramatisk brud udført af en monolitisk enhed af progressive kræfter. Som Eugene Holland hævder:

kravet om et sådant radikalt systemisk brud er kun nødvendigt, når man fra begyndelsen opfatter et samfund eller en produktionsform som et totalt system. […] Hvis man forstår sådanne elementer som dominerende, tilbageværende og fremvoksende, forbedres de utopiske udsigter betydeligt, for så vil der formodentlig være positive elementer at bekræfte (de 'fremvoksende') ved siden af de negative, der skal kritiseres og forkastes (formentlig alle de 'dominerende'). […]

Til sidst afgøres situationen, når den gamle ordens kræfter forsøger — og mislykkes med — at forhindre overgangen.

[…] vores nuværende situation er gunstig […], fordi mængdens konstituerende magt har udviklet sig så meget, at den gennem sine kommunikations- og samarbejdsnetværk, gennem sin produktion af det fælles, bliver i stand til på egen hånd at opretholde et alternativt demokratisk samfund. Her bliver spørgsmålet om tid afgørende. Hvornår kommer bruddets øjeblik? […]

Revolutionær politik må i mængdernes bevægelse og gennem ophobningen af fælles og samarbejdende beslutninger gribe bruddets øjeblik […], som kan skabe en ny verden.

Men hvor brat og dramatisk det endelige brud end kan synes, er det kun kulminationen på en lang forudgående proces med 'at bygge det nye samfunds struktur inden i det gamles skal'.

[…]

John Holloway hævder på samme måde, at den postkapitalistiske overgang vil være en 'interstitiel proces' som overgangen fra feudalisme til kapitalisme.

[…]

Fællesbaseret produktion mellem ligemænd giver som alternativ til både den kapitalistiske virksomhed og staten mulighed for

direkte social produktion af brugsværdi gennem nye livspraksisser, som i vid udstrækning ligger uden for kapitalens kontrol, og med produktionsmidler, som i meget betydelig grad er gjort fælles. Disse nye processer er postkapitalistiske frem for kapitalistiske i den forstand, at de ikke længere behøver nogen særlig rolle for kapitalen for at reproducere sig.

— Kevin Carson, The Desktop Regulatory State, »The Transition from Hierarchies to Networks«

»Hvis det viser sig umuligt ad lovlig vej at tvinge den herskende magt til at ændre sin måde at regere os på, og hvis dem, der afviser magten, af forskellige grunde ikke kan eller ønsker at styrte den med vold, er skabelsen af et uafhængigt, alternativt eller parallelt [samfund] den eneste værdige løsning.« — Ivan Jirous, Parallel Polis: An Inquiry, citeret af Academy of Ideas

»Økonomiske modinstitutioner fungerer desværre inden for rammerne af en større kapitalistisk virksomhedsøkonomi. De konkurrerer på markeder, hvor de dominerende virksomheders institutionskultur er hierarkisk og styret ovenfra, og de er i stor fare for selv at optage den kultur. Derfor findes der en nonprofit- og kooperativ sektor, hvis ledelse ikke kan skelnes fra dens kapitalistiske modstykker: prestigelønninger, overflødig mellemledelse, bureaukratisk irrationalitet og slavisk tilslutning til det nyeste dogme inden for motivations- og ledelsesteori. Problemet forværres af et kapitalistisk finanssystem, som giver positiv belønning (i form af kredit) til virksomheder, der følger en ortodoks organisationsmodel (selv når organisering nedefra er langt mere effektiv).« — Kevin Carson, Building the Structure of the New Society Within the Shell of the Old

»Horisontale kommunikationsteknologier i netværk muliggør faseovergange i den offentlige bevidsthed med hidtil uset hastighed. Doug McAdam opfandt udtrykket 'kognitiv befrielse' om 'en proces, hvor mennesker pludselig og i fællesskab beslutter, at de ikke længere er bange, at deres nylige frygt eller apati byggede på løgne, og at der ikke er nogen vej tilbage til de gamle måder at tænke på'. Når en kritisk masse af befolkningen beslutter, at forandring er uundgåelig, bliver den det. Og med netværksbaseret kommunikationsteknologi kan den kritiske masse dannes pludseligt og uventet.« — Kevin Carson, The Desktop Regulatory State: The Question of Repression

»Det er en tragisk ironi, at de dødeligste massedrab i menneskets historie er blevet motiveret af ønsket om at skabe et radikalt anderledes og bedre samfund. Forsøget på at konstruere utopien er blevet brugt til at retfærdiggøre nogle af verdens mest rædselsfulde forbrydelser.« — Benjamin A. Valentino

»Den mest radikale revolutionære bliver konservativ dagen efter revolutionen.« — Hannah Arendt

»Alle moderne revolutioner er endt med at styrke statens magt. 1789 bringer Napoleon; 1848 Napoleon III; 1917 Stalin; de italienske uroligheder i tyverne Mussolini; Weimarrepublikken Hitler. Disse revolutioner foreslog, især efter at Første Verdenskrig havde fjernet resterne af den guddommelige ret, med stadig større dristighed at bygge menneskehedens og den virkelige friheds by. Statens voksende almagt sanktionerede denne ambition hver gang. Det ville være forkert at sige, at det nødvendigvis måtte ske. Men man kan undersøge, hvordan det skete, og måske vil læren vise sig. Bortset fra nogle forklaringer, som ikke er emnet for dette essay, kan den moderne stats mærkelige og frygtindgydende vækst betragtes som den logiske følge af umådeholdne tekniske og filosofiske ambitioner, som var fremmede for oprørets sande ånd, men alligevel fødte vor tids revolutionære ånd. Marx' profetiske drøm og Hegels eller Nietzsches overinspirerede forudsigelser endte, efter at Guds by var blevet jævnet med jorden, med at fremmane en rationel eller irrationel stat, som dog i begge tilfælde var grundlagt på terror.« — Albert Camus, The Rebel

»…det er umuligt at gennemføre en sådan revolution ved hjælp af diktatur og statsmagt. Uden en omfattende genopbygning nedefra — ført ud i livet af arbejderne og bønderne selv — er den sociale revolution dømt til fallit… [V]i må håbe, at … der gøres alvorlige forsøg på inden for arbejderklassen — bønder, arbejdere og intellektuelle — at skabe de mennesker til en fremtidig revolution, som ikke adlyder befalinger ovenfra, men selv er i stand til at udvikle hele det nye økonomiske livs frie former.« — Pjotr Kropotkin

»Jorden er bestrøet med ruinerne af imperier, der troede, de var evige.« — Camille Paglia